vende Gang, der er kont paa
Moen.

Der blev et Staahej i Anledning af Ankomsten af Billedhugger Pless.
Der maatte skaffes Plads til ham, og man rykkede saa taet sammen, at
ingen kunde rore Benene: La' ham sidde paa Skodet, raabte Tante Strom;
Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.

Damerne var saa ivrige, at de skod Tallerkenerne bort og tegnede
Monstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strom sad og skinnede, rank
og stormaegtig, med sine stikkende Ojne rundt i Kredsen med et Smil,
der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Molbom--der altid var rod i
Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad med
stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Molbom havde i det
hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et
Log.

Hr. Molbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel.

-Vi to, Mo'er, sagde Hr. Molbom og loftede Glas. Hr. Molbom kaldte
altid sin Kone for "Mo'er" med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru
Molbom havde skaenket ham otte Born fra nitten Aar og nedefter.

-Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Molbom. Vidne, Arthur ... De drak alle
fire.

Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i _hver_ Vask lod Fru Dunker
sine Mellemvaerk blode i Kaffe ... de saa' ud som aegte....

-Men Gud, det Arbejde--Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det
... i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun blodte dem med en
Klud--_hvert_ Mellemvaerk ... Scheele vidste det!

-Lille Carl ved det, lille Carl ved det, raabte Fru Canth.

Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han,
Livet er rart,--mens Tante Strom og Fru Canth lo, saa ingen horte
Orenlyd.

Midt i Stojen sad AEgtemaendene Dunker og Strom stive og ubevaegelige,
daddellose, med Dannebrogsordenens smaa Baand i Knaphullerne, og drak
en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa Ingenior Dunker igen
faldt hen med halvlukkede slove Ojne, som om han sov, mens Oberst
Strom forblev rank med sit lange, konne Napoleonsskaeg og et
hofligt-opmaerksomt Smil, som om han stadig horte paa en Bordtale.

Lille Canth gemte sit forskraemte og rynkede Ansigt bag Oberstindens
brede Buste, og de tre AEgtemaend blev midt under Lystigheden siddende
med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevaegelige som tre
Avtomater. Hr. Molbom drak bestandig Raekken rundt og tog Vidner med et
aandsfattigt Udtryk i Ansigtet.

Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev stojende ved den mindste
Lejlighed, for at holde Scheele i Aande--var blevet ved _si