e derinde
sov, med dybe Aandedrag.

Og inde paa "A" var der ganske stille....

Froken Brandt stod op paa Stolen i Forstuen, hvad hun maatte for at naa
Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, saa der blev Plads i Karmen
til, at hun kunde sidde.

-Brandt er tosset, sagde Froken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op
ligesom Honsene.

Ida Brandt laenede Hovedet tilbage mod Vaeggen, og hun saa ud gennem det
store Vindu: saa roligt "Soerne" laa, et eneste luende Rodt, nu Solen
gik ned.

Ida tog et Brev frem, men laenge blev hun siddende med det i Haanden,
mens Soens Rodt derude stille gled bort og falmede--for hun begyndte at
laese:

Horsens, den forste Oktober.

Du kaere Pige.

Du faar dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har
heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge braekkede
Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du,
under Rengoringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de
sidste Vintergardiner op, saa nu faar Du Lykonskningen: Gud velsigne
Dig, min Pige, det ved Du, onsker alle vi paa "Villaen".

Saa var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden
lober, og naar jeg gaar forbi Spejlet paa Norregade, synes jeg tit, det
er ikke laenger siden end igaar, jeg saa Dig sidde derinde bag Vinduet,
krobet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid vaeret
artigt paa Dig, Ida, Ojne, Haar, hvor var Du vel kaemmet med dine to
Musehaler og det Hele) paa os forflojne Spirer fra Froken Jorgensen,
naar vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene,
saa der var ikke et helt Laeg i vore Nederdele.

Du rykkede tilsidst helt ud paa Gadetrappen og stod og holdt Dig ved
Gelaenderet saa forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet,
indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive
Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder
lukkede Gadedoren.

Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom daempede.

Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var
ved Spejlet: "Saa--er Du der" (jeg var kommen lidt paa Skaev ind ad
Doren) ... "Maa jeg se Dig?" og jeg maatte dreje mig.

-Olivia, Fingrene af Munden.

-Naa, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du faar Skindkant
om Kaaben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af
Kanten, der hang lost og dinglede; jeg ved ikke, hvordan det var, men
jeg og