det Hele.

Inde i Sovekamret blev der bomstille.

-Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frokenen.

Hun sad lidt med Haenderne i sit renlige sorte Skod og sagde saa:

-Men vi Mennesker, Fru Lund, taenker jo dog ogsaa paa Fremtiden....

Kaemneren kom op af Stolen; han vilde gaa. Skovrideren fulgte dem ud paa
Trappen, og Kaemneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:

-Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse
Fedt om Hjertet.

-Ja, jeg synes, det gaar ned ad Bakke, sagde Skovrideren.

Kaemneren nikkede og saa op paa Lund:

-Tungen er tyk, sagde han. Naa, Godnat.

-Godnat.

Lund gik ind i Stuen igen.

-Det begynder s'gu at knibe lidt for Kaemneren, sagde han.

-Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.

Fru Lund og Ida blev siddende inde paa Sengen. Det var som Ida vaagnede
af Tanker, og Stemmen skaelvede:

-Aa, taenk, hvis de skulde saelge alting her.

-Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun
selv tumlede: Ja, det er saa underligt her i Verden.--

Lunds skulde afsted, de skulde ogsaa i Butikker, for de korte hjemad.

-Om Ida maatte folge dem?

-For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjaes, sagde Skovrideren.
Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.

-Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjaelp mig forst.

Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde stotte
hende:

-Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjaelpe sin Mo'r endnu.

Hun kom til Saede.

Da Lunds og Ida kom ud paa Gaden, sagde Skovrideren:

-Saa, min Pige, stik Du nu ud til dine Jorgensens og luft Dig lidt. Det
andet faar vi nok besorget. Saa lob Du nu, det var Meningen.

-Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.

Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen
under Armen:

-Fik hun Smorret og Skinken?

-Ja, det lille Skind.

Skovrideren gik lidt, saa sagde han:

-Nej, hun sidder s'gu paa hende.

-Hun er jo syg, Lund....

-Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde der uparret sine
bedste Aar. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun
skrubbede som Mejerske.

-Naa, Lund.

-Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen baade til Karlekamret og
til Forvalterens, da hun var Jomfru ...

Lund begyndte pludselig at le og loftede lidt paa Pelshuen:

-Men jeg levnede hende saagu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han.

-Gaestfri, det er hun nu, Lund.

Lund blev ve