lyser saadan i Ansigtet, sagde han. Han var
allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra for slog gennem den
aabne Dor.

-Froken Petersen, Froken Petersen! raabte Ida.

Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sine
Haender.

-Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem
som i et Haandtryk: De er jo renvasket.

Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og rode Haandled,
taenkte hun og smilte:

-Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrovet.

Der blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig paa Skrig, som om Skrigene
kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dor.

Froken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fra
Kokkenet:

-Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret.

Froken Petersens Fodder var som et Barometer lige overfor
Vejrforandringer.

Men efter The lob Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl von
Eichbaum.

* * * * *

Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.

Froken Helgesen gik gennem Afdelingen og saa efter, hun havde bestandig
noget i Ojnene, som indforte hun et eller andet paa en Liste.

-Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.

-Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt.

-Jeg skal blive her, sagde Froken Helgesen og satte sig.

Saa maatte Ida gaa ... over paa Kontoret. Det var, som hendes Nogler kom
saa langsomt ind i alle Laase, og hun saa ikke Oldfruen, der nikkede fra
sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, hun havde sendt
Pengene igaar. Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun
havde vaeret saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og forte
det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev
vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens
Tanken blev storre og storre i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun
skulde vel ogsaa have skrevet, have sagt ham noget og forklaret. Men hun
havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gore det....

Og nu var han maaske vred.

Hun gik gennem Gaarden og ind i Porten og op ad Trappen. Hun saa hans
Ansigt straks ved Doren; det var ligesom saa lyst i Huden. Men da han
saa hende, blev han blodende rod.

-Det var en Meldeseddel, sagde hun.

Han bojede sig ned imod hende:

-Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt
grodet.

-Tak.

Ida tog