torre Bed.

-Den stiller vi paa Sybordet, sagde Ida.

Det bankede, men det var kun Froken Kjaer.

-Nej-ej, saa her er sjov, sagde hun og blev staaende midt for Bordenden:
Det var dog storartet.

Alle Lys var taendte og tre Lamper skinnede over Blomsterne.

-Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se saa nu, sagde hun,
og hun taendte de smaa Lamper, gule og rode, rundt paa Bordet.

-Nej, det var storartet, sagde Kjaer igen og saa ud over Solvtoj og
Blomster og Buddinger: det var brillant.

-Ja, sagde Froken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo
heller ikke saa lille.

Ida vilde lobe, da det bankede igen. Det var en Portor, der skulde hilse
fra Dr. Qvam. Dr. Qvam havde i sidste Nu ogsaa maattet give noget og
havde paa Hjornet af Frederiksborggade kobt en Kasse Konfektblommer med
en koloreret Spanierinde paa Laaget.

-Det er Prinsesseblommer, sagde Froken Kjaer, der kendte Emballagen.
Froken Helgesen stillede Frugterne hen:

-Det er saa kont af Laegerne, at de viser En en Opmaerksomhed.

Ida var oppe paa Vaerelset, hvor den gule Kjole endnu laa i et stort
Musselin. Hun havde lige faaet Spritlampen taendt foran Spejlet, da det
bankede. Det var Froken Boserup, der virkelig maatte "laane no'et til om
Halsen".

-Flammer De Haaret? sagde hun pludselig til Ida henne midt fra Gulvet.

-Ja, jeg vilde kun forsoge, sagde Ida og blev blodrod.

Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tylssjal med lange Ender.

-Bruger De de to Naale, sagde hun pludselig og pegede paa en Solitaire,
som hun tog og faestede i Sjalet, mens hun iovrigt formente, at "Flammer"
bare gjorde Ansigtet gammelt.

-Nej, det er da egentlig kont i Lyset, sagde Ida.

-Naa, naar man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke vaere mig. Men
Lysten er jo forskellig her i Verden. Farvel saalaenge.

Ida laasede Doren; nu vilde hun vaere alene, nu hun skulde ha'e Kjolen
paa.

Nede var Froknerne komne, en efter en, mens hver Nyankommen hilstes med
Udbrud over hendes Klaeder: Nej, se Friis, nej, se Friis, raabte de, og
der blev igen mer stille; ingen vidste rigtig, hvad de skulde sige,
fordi hver syntes, de maatte sige noget andet end almindeligt; og de
begyndte for sjette Gang at tale om Bordet, der stod midt i Stuen naesten
ligesom for fint--medens Froken Helgesen blev ved at gentage, at de
maatte dog saette sig; og Froknerne sad langs Vaeggene, med Skoene frem
under Kjolen, som om de aldrig havde vaeret her for.

Kun Froken F