uen, sitrende lidt, som en Skive, naar den
rammes af Kuglerne.

Saa vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Haender.

-Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude.

Fru Bertelsen svarede ikke. Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang
hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortaelle for hundrede
Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet--for denne Son ligesom for
hans to aeldre Brodre:

-Han var jo paa et Kontor, han, ligesom hans Brodre. Og alting var godt,
til han gik en Dag fra sit Kontor, og kom hjem, han ligesom hans Brodre:
han var gaaet; var staaet op fra sin Stol; Pennene havde han lagt
nojagtig i Rad (jeg saa det jo selv) og Linealen paa sin Plads og hans
Boger var forte (jeg saa det jo selv) til han gik og kom hjem og det var
forbi for ham ligesom for hans Brodre.

Hun kunde ikke graede, men det lod, som hun graed:

-Ligesom for hans Brodre.

-Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.

Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine Ojne,
som var de blinde, sagde hun:

-Og saa er det Ens egen Skyld--

De Ord var Fru Bertelsens forste Tanke og hendes sidste lige fra den
Dag, Hr. Overlaegen havde sagt til hende saa vredt: Hvorfor avler man
ogsaa Born med et drukkent Mandfolk?

-Og saa er det Ens egen Skyld....

Ida havde ikke hort Doren gaa, men pludselig vendte hun sig, og Herren
fra "A" stod paa Taerskelen: smilende stod han og saa paa dem begge.

Fru Bertelsen losnede sine Haender fra Ida's, og gik hen mod Doren til
Gangen.

-Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida, og Fru Bertelsen saa ind paa
"Salen", hvor Sonnen sad, sammenkroben i en Krog, paa en Sengekant.

-Nej, lad ham sidde, sagde hun. Og Ida lukkede Gangdoren, mens Fru
Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med Ojnene faestede paa Doren til
"Salen" og gik.

-Onsker Doktoren noget? spurgte Ida.

Men Herren paa "A" blev kun staaende med det samme Smil. (Jo, han er
vist alligevel gal, taenkte Ida.)

-Nej Tak, sagde han kun og rorte sig ikke.

Det blev Skumring.

Hele Dagen havde Damerne raslet med Noglerne og var roget ud og ind for
at sporge om Lejligheden, og Ida havde svaret naesten lidt febrisk,
udmalende alting, saa det og saa det.

Nu sad Froken Kjaer et Ojeblik med Ida ved Bordet, og de talte, lidt
afbrudt, om det samme.

-Hm, sagde Kjaer: saa faar man da et Sted, hvor man kan sove.

Ida nikkede. Hun greb sig idag hele Tiden i at sidde med lukkede Ojne.
Nu aabnede hun dem