kede den.

-Er der ikke Bagvaerk, sagde han--han talte i en Tone, som vilde han kaele
for hende, og han undgik at bruge Du, uden at vide det--: For Froken
Brandt har s'gu altid Kager i Lommen.

Ida rejste sig og tog Pakkerne frem under Kaaben.

-Jo, gu' er der Kager, sagde Karl, og mens Ida skar for, lagde han,
stadig for at vaere god imod hende, sin Haand ned over hendes Haandled,
men Ida tog Haanden bort.

-Vaersaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et
pludseligt Ryk.

-Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det
renser Halsen.

Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde
han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida:

-Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bojede sig over hende.

Ida svarede ikke. Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Haender.

-Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se paa hende,
til han pludselig kyssede hende, bag hendes Ore.

Ida havde ikke rort sig, men paa en Gang rejste hun sig, og, skaelvende
over hele Kroppen, som om hun fros, klyngede hun sig ind til ham:

-Men jeg har jo givet Dig alting, sagde hun. Der var noget i Tonen som
et Skrig, der ikke blev skreget.

-Pus, Pus, Pus.

Hans Stemmes Omhed var aegte, og der lod noget i den, som man naesten
kunde tro var Smerte:

-Pus, Pus.

Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og
torrede sine Ojne: Nu er det forbi.

Og pludselig lob hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnaeen frem og stak
den ned i hans Lomme.

-Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig.

Men Ida strog Haenderne over sit Haar:

-Han er saa elskvaerdig, sagde hun.

Karl lo:

-Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er
forliebte.

Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han.

Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde:

-Vi ler af Dem, Knuth.

-Og af hvad? sagde Knuth.

-"Skaal", sagde Karl bare og tomte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde:
Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom for. Tak,
Froken, sagde han. Karl lo igen, plirende med Ojnene til Ida, straekkende
Benene fra sig:

-Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen.

Ida skaenkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne. Solen faldt ind over
Dugen og over hendes Haar, naar hun bojede sig, mens hun begyndte at
tale om Jylland. Om Aarhus, hvor jo "Grev Knuth havde boet"