riis tog, fra en Laenestol lidt ude paa Gulvet, med Haenderne
over Kors i sit Skod, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved
Frilandsplanten paa Sybordet.

-Det er da Boserups, sagde hun til Kjaer: Gud, hvor det ligner hende i
Prisen. Men Bordet er paent.

-Det er Ida, der har daekket det, sagde Froken Kjaer, der gik omkring til
alle Mennesker og sagde: Det er Ida. Hun kaldte hende altid ved Fornavn,
naar hun ikke selv var tilstede.

Ida syntes naesten hun blev helt rod, mens hun stod udenfor Doren og
aabnede den og kom ind og Kjaer raabte:

-"Jomfruen" har flammet Haaret.

Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Froken Kjaer og Froken Friis
klappede i Haenderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod helt rod i
Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole.

-Hun er knusende, sagde Froken Kjaer, der brod ud af Kredsen, og tog om
Ida, som vilde hun mase hende.

Der var blevet lidt livligere, og man horte Froken Helgesen sige: Ja,
saa kunde vi vel snart begynde, da det bankede igen. Det var Eichbaum og
Qvam. der rystede Froken Helgesens Haand og sagde: Ja, der er s'gu
ingen, der har bedt os, men vi gaar ind paa vort Ansigt. Imens gik Karl
rundt og bukkede med haengende Skuldre, i en parisisk Redingote, hvis
Foer knitrede lidt, naar han rorte sig.

Froken Helgesen, der var ganske smigret ved hans formelle Vaesen, sagde:

-Hr. von Eichbaum, det var en saa smuk Opmaerksomhed; og hun tog om hans
lange og kolige Haand, for Karl bukkede videre, mens Josefine, hojbarmet
og med Husarsnore paa Kjolen, bad Saucen om og Damerne begyndte, lidt
langsomt og halvt hojtideligt, at tage for sig af Buddingen. Men Qvam,
der stod og saa rundt paa de mange stramme Froken-Korsetter, sagde til
Froken Kaas:

-Dette er s'gu for alvorligt.

Og han tog Madeira'en og begyndte at skaenke i Glassene for at haeve
Stemningen. Froken Brandt, sagde han, De maa hjaelpe mig....

Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Froken Friis lige til nu
havde undersogt den gule Kjole som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med
Glassene.

-Er det Dem, der byder, sagde Karl saa underligt sagte og tog et Glas.

Han blev staaende med sit Glas:

-De er saa kon, sagde han med den samme Rost, og hun syntes, hun slet
ikke kendte hans Stemme.

Hun saa ikke op, mens hun sagde noget--det var vel noget om hans Blomst.

-Man maatte jo gore noget for at vaere velkommen, sagde Karl, men det
var, som om han sagde hende