jnene, men lukkede dem
igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte--: at sige mig,
naar Du en Gang gaar fra mig.

Karl svarede ikke. Men alligevel tog Ida hans Haand og forte den op mod
sin Kind som til tusind Kaertegn.

-Tak, sagde hun igen.

* * * * *

Sneen knirkede under Karls Fodder.

-Og hvorfor Fanden skulde vi ikke kunne gifte os? blev han ved at sige
til sig selv.

* * * * *

TREDIE BOG

Den rigtige Frost var kommen.

Det var klare og hoje Morgener med Sne over Vejen og Sne vidt ud over
den frosne So. Ida traadte saa rank i Gangstien, medens Rytterne kom to
og tre, i hastigt Trav, fra Osterbro, paa dampende Heste.

-Halloj, sagde Ida til en Dreng, der faldt paa en Glidebane.

-Halloj, raabte han igen og var oppe og floj videre.

To gamle Herrer havde ogsaa set til.

-Op igen, sagde den ene, og han lo til Ida: det er Ungdommen.

Alle de gamle Morgenherrer skulde snakke med Ida, naar der var blot et
Ord at laegge ind; og Ida nikkede:

-Ja, Hr. Herredsfoged, sagde hun; hun kendte dem alle, de gamle Herrer.

De to Gamle gik videre, og den ene sagde--han havde Oreklapper--langsomt
og tydeligt:

-Det er dejligt, De, at se paa et sundt Ansigt.

Den anden blev staaende lidt og saa efter Ida--der var ogsaa noget
ligesom en egen Rejsning over hende, over Hofterne--:

-Ja, Ungdommen bli'er kon i Solen.

Henne ved Arbejderboligerne kom Boserup og Kaas skridtende frem mod Ida
i store Galocher.

-Det er noget sent, De gaar hjemmefra, sagde Froken Kaas, idet hun gik
forbi.

-Ja, sagde Ida og blev ved at gaa: jeg vil helst gaa i Solens Skin.

-Men sikken dejlig Morgen, sagde hun; hun var allerede nogle Skridt fra
dem.

-Ja, det fryser otte Grader, halvraabte Kaas, der var i sorte Vanter.

-Aa, Kulden varmer, raabte Ida tilbage.

-Ikke at tale om Skindkaaben, sagde Boserup, der slet ikke var standset
og allerede var en halv Snes Traeer fremme. Hun talte om, at man vel
ogsaa burde klaede sig en Smule efter Stillingen.

-Ja, sagde Kaas, der gik og taenkte paa Ida (det var, ligesom Ida aldrig
havde nogenting at sige sine Kolleger mer, hvad der kraenkede dem):

-Hun er nu blevet svaert hojhaelet i den sidste Tid.

Ida vendte, naesten helt henne ved Osterbro, og loftede sit Slor: Jo, nu
var Farvandet frit; og hun gik tilbage, med Solen i sin Ryg, og smuttede
ind om Hjornet ved Rorholm. Den gamle Tandlose lukkede Dor