s--naa, aa, som han blev, Du ved det ikke....

Karl var faerdig med at spise og sad og skod store Ringe ud i Luften fra
sin Cigaret.

-Og nu tror jeg ikke, at Friis bli'r Assistent, sluttede Ida, med
forskraekkede Ojne.

-Det var da Skade, sagde Karl. Men Friis horer vistnok til dem, der
hytter sig.

-Men, og Ida gjorde to Nik: hun har kun fem og tyve Kroner om Maaneden.

Hun havde rejst sig og stod bag Karl og gned sin Hage hen over hans
Haar, mens Karl sad og ligesom sagte brummede:

-Men Profossen skulde s'gu vaere ansat i Rom, sagde han.

Ida lagde begge sine Haender om hans Kinder:

-Hvorfor?

-Jo, for de, der lober rundt om Paven, ser s'gu saadan ud i Ansigtet.

Ida blev ved at le, mens hun lagde sig ned paa Gulvet og stottede Albuen
mod hans Knae. Saadan tav de lidt, til Karl sagde:

-Ved Du, nu rejser Moderen--sikkert.

-Rejser? hvorhen? det gav et lille Saet i Ida.

-Til Geneve. Han slog et Smaeld med Laeberne.

-Bedstemoder Aline skal s'gu drives hjem....

-Fru Feddersen? Og din Moder henter hende--Ida saa op og igen ned--:
Hvor det er kont af hende.

Det var, ligesom Ida pludselig havde rystet lidt i Maelet, og Karl
nikkede eftertaenksomt, mens han blev ved at se ind i Ilden:

-Ja, saadan er hun.

Kullene i Ovnen faldt sammen:

-Du, saa dommer (det kom sagte og der var en saerlig ligesom udenadlaert
Klang paa "dommer") saa dommer hun hende da ikke ... saa haardt.

Karl blev ved at se paa Kullene:

-Det ved jeg s'gu ikke ... hun dommer hende vel som de andre--men hun
henter hende.

Ida rorte sig ikke, man kunde naesten tro, hun pludselig havde faaet Vand
i Ojnene.

Karl nikkede igen til Ilden:

-Og hun skal s'gu nok faa hende genindsat i sine Vaerdigheder, sagde han.

Ida svarede ikke, og hun havde taget Haenderne bort fra hans Knae.

-Hvad taenker Du paa? spurgte han.

-Paa din Mo'r.

Det kom dybt, og hun lagde Hovedet ind mod hans Side, mens Karl forte
Haanden over hendes Haar, og Kullene blev ved at falde sammen, lidt
efter lidt.

-Du er saa behagelig, naar Du tier stille, sagde han og blev ved at fore
Haanden over hendes Haar--helt blodt, men der var alligevel altid noget
ved det, naar han kaertegnede hende, ligesom han kaertegnede en Jagthund.

-Og jeg vilde netop en Gang gerne sige saa meget.

-Hvad vilde Du saa sige? sagde han og tog ikke Haanden fra hendes Haar.

Der gik et Ojeblik:

-Tak, hviskede hun ganske sagte.

Der kom en Traekning ved hans Mundvige, o