Haand og saa godt som en Ligestillet.

Generalinden stod lidt og sagde saa:

-Ja, rigtig sod og fordringslos er hun trods det, at hun er saa
velhavende.

Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt,
efter at Karl og Ida var gaaet; og pludselig sagde Sosteren:

-Tror Du, Emilie, jeg skulde laegge mine Druer i Savspaaner?

Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon
det ikke ta'r noget af Smagen?

Generalinden taenkte ogsaa det. Hun vilde kun, forsigtigt, laegge hver
Klase i lidt Silkepapir.

* * * * *

Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida.

-Aa, jeg var saa bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme
som en Fugl med Vingerne.

-Ja, det kunde man se ... Karl stak sin Arm ind under hendes, men Ida
sagde rask, som vilde hun undskylde sig:

-Ja, for jeg kendte hende jo kun fra Ludvigsbakke, naar hun sad overst
ved Bordet og naar hun gik Tur--forbi Fadebursvinduet.

-Jo, sagde Karl og lo, jeg kender Moderen, naar hun er i Overtojet.

-Og i den store Kniplingshat, sagde Ida.

-Den har hun endnu.

Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le--nu,
herude, under Himlen.

-Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida.

De kom ind i Gronningen, og Sneen, der var ophort at falde, laa mellem
de stille Traeer som et blodt Taeppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede
de igennem en Skov.

-Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lod saa
blodt.

-Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, for han sagde
langsomt og ligesom grundende:

-Men det er nu skidt alligevel.

-Hvordan?

-Det Hele.

-Nej, sagde Ida hojere og dog ikke hojt, og hun rystede paa sit Hoved.

De gik igen, mens der var lige stille.

-Se, sagde Ida og smilede: Vi er de forste, der gaar paa Sneen.

-Ja, svarede Karl.

Og de saa begge ned paa det blode Hvide, hvor deres Fodder satte Maerker
ved Siden af hinanden.

-Det er saa kont, sagde Ida og blev ved at smile. Men da de kom til det
smalle Hjorne ved Sporvejen, losnede hun sin Arm fra hans og gik i
Forvejen--hun naesten lob. Karl gik bagved og saa efter hendes fine,
slanke Ryg. Saa suste der en Snebold lige mod hendes Nakke:

-Tag den.

-Karl, raabte hun. Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved
Oret og en til ved Kinden, indtil hun vaegrede sig: Vaersgo', sagde hun og
hun daengede ham med Sne, los