Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra,
foran, bagfra og ned ad hans Frakke over Skuldrene.

-Nej, vi gor Kvalm i Gaden.

Hun rystede sig lige med et og holdt op: der stod en Betjent midt i den
hvide Alle, rank og ret op og ned. Men Karl han blev ved, overstadig, og
omme bag Hjornet galede han som en Hane:

-Saa tror de deroppe, den er fem, sagde han og lo op til de borgerlige
Huses Ruder. Pludseligt satte han i Trav, stampende med Fodderne, med
Ida ved Siden, der trampede som han, som maatte de rore sig, mens Karl
flojtede.

-Paa Mandag er det Froken Helgesens Fodselsdag, sagde Ida.

-Skal der vaere Gilde? spurgte Karl; de blev ved at trampe.

-Ja, vi laver Budding i Kokkenet.

-Hva' for en Budding?

Ida lo; det skulde vaere Rombudding, sagde hun og hun stampede.

-Kan Mandfolk sneje sig med?

-Hvis De gik med Qvam, sagde Ida.

Karl nikkede, mens de stadig stampede videre, der ved Siden af hinanden,
og Karl sagde:

-Han gaar med Jaegersk Undertoj.

Ida lo: Hvor ved De det?

-Det har jeg set.

-Nu er vi hjemme, sagde Ida. De var ved Porten.

-Men jeg folger Dem til Plankevaerket, sagde Karl.

Og de gik, adstadigt, ind forbi Vagten, frem i den store og tavse Gaard,
hvor Gangene halvt oplyste laa som i et halvvaagent Blund.

-Hor vore Skridt, sagde Ida sagte: her er Ekko i Gaarden.

-Ja, sagde Karl.

De gik forbi Laegernes Gang.

-Hys, hvad er det? hun greb Karl om hans Arm; men saa lo hun, stille,
mens hun blev ved at lytte. Oppe i Laegegangen lod der Latter og Trin:
Det er Kandidaterne, hviskede hun. Der lod et Rabalder, mens alle
derinde raabte og lo, og Karl sprang op ad den lille Trappe og smaekkede
Doren op:

-Hvad er dette? raabte han med en skarp Stemme.

-Overlaegen, var der En, som skreg. Det var Qvam; og Dorene slog op og
slog i, medens Karl begyndte at le, saa det klang i Gaarden. Ida lo med
og Laegerne inde i Morket, alle lo de--til de pludselig alle blev stille.

-Vagten, sagde Ida og gav sig til at gaa.

Natvagten kom frem imod dem, langsomt med sin store Lygte.

-Godaften, sagde han.

-Godaften.

-Det var gamle Jensen, hviskede Ida halvt forskraekket, og Karl havde
taget hendes Arm.

De bojede ind i Mellemporten, hvor der var ganske morkt.

-Her spoger det, hviskede Ida.

-Hvad vil det sige?

-Jo, her gaar de igennem, som skal do....

-Hvem har set det?

-Vagterne, sagde Ida.

Og lidt efter:

-For her er jo Vejen til Kapellet.

-Er De bange for det? sagde