ende:

-Ja, gamle Brandt holdt s'gu meget af Kaffe.

De lo begge to, og Ida hentede de gamle Billeder. Karl tog dem og Isen
var pludselig brudt. Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de
pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de forte
hen, og paa Menneskene--der var den og der var den.

-Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet.

-Ja.

-Og der staar Forvalteren, sagde Karl.

-Ja, han er dod.

Ida sad og saa paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.

-Saa pludselig han dode, sagde hun langsomt.

-Han skod sig, sagde Karl.

-Nej.

-Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt:
ved De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som
ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skod sig--det var
lige efter han havde sat Folkene i Arbejde....

-Men hvor er hun da?

-Hun er gift i Naestved, sagde Karl og slap Billedet.

Han laenede sig tilbage og rynkede sin Naese.

-Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe
mig ikke stort ved at leve....

Ida saa op i Lysene:

-Jo, sagde hun langt og stille.

Karl, der sad med Haenderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind mod
Armstagen:

-Ja, hvis man endda var Landmand.

-Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med

Hovedet.

-Jo Tak--Karl snoftede paa Ordene--og hvordan....

Men pludselig slog han om, og mens han fik Haenderne op af Lommen og gned
dem, sagde han:

-Her er nu ligegodt meget hyggeligt.

Ida sad stadig med Ojnene ind i Lysene:

-Han var dog saadan et stille Menneske.

-Hvem?

-Forvalter Krog.

-Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det
bider.

Han rejste sig fra Sofaen for at straekke Benene og han saa sig rundt fra
Mobel til Mobel.

-Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt.

Ida fik Taarer i Ojnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i
hans Ord.

-Ja se, sagde hun.

Og hun aabnede Midtrummet og hun trak de gamle Skuffer ud, mens han
holdt Stagen og hun viste ham alting: hun viste ham Olivias Born og
Lyngblomster fra Ferien og Faders gamle Regnskabsboger med en bleg
Skrift og saa mange Ting, mens de blev ved at huske og ved at tale.

-Nej, nej, sagde hun og tog hurtig en Bog fra ham; han havde stillet
Armstagen paa Klappen. Nej, nej, det er min Poesibog.

-Vor Herre hjaelp os, sagde Karl.

Men Bogen vilde han se.

-Nej, sagde Ida og h