a fra Ting til Ting, som
vilde hun idetmindste prente sig ind, hvor paent det var:

Og Lysene, dem vilde hun alligevel lade braende, braende helt ned, til de
slukkedes.

Men Rosen, den tog hun stille bort fra hans Glas.

Hun havde ingen hort paa Trappen, da det bankede sagte paa Doren, to
Slag, som de unge Maend banker, der har vaeret i Tjenesten, og hun fik
lukket op.

-Aa, det er Dem, sagde hun.

Karl Eichbaum havde listet sig ind: Der var ikke en Mo'rs Sjael der saa
mig, sagde han.

-Men Froken Helgesen sidder altid lige ved Doren, sagde Ida.

-Hun fik laaset--de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to--og Karl tog
Tojet af.

-Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand.

-Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol.

-Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens
han saa paa det hvide Bord.

-Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde folt just det samme.

-Og her er s'gu ogsaa Drikkevarer, sagde Karl.

Ida haeldte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se
tilfreds paa Sagerne og de talte om de gamle Ting, Kagekurven og
Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han.

-Ja, de stod paa Flojen, sagde Ida. Hun saa igen for sine Ojne det gamle
Marmorbord paa "Bakken" med Konkylierne og Frugtskaalen fra Auktionen
efter Hoffet i Horsens og de to Solvbaegre, der var Praemier fra et Par
Landbrugsforeninger.

-Men vi har nu alligevel ingen hjemmebagte Kager, sagde hun.

Karl tog godt til sig af de Kager, der var, og ogsaa af Likoren. Ja,
sagde han, vi holede no'en fra Schroder--han taenkte paa den bulede
Kagekasse paa "Bakken": det er s'gu grinagtigt at stjaele....

-Ja, det er spaendende, sagde Ida og virrede med Hovedet, for Karl sad og
saa paa hende, han syntes altid det saa saa morsomt ud, naar hun gjorde
det.

-Har De ogsaa stjaalet hjemme, spurgte Karl.

-Ja, tit, sagde Ida hastigt, men pludselig blev hun bleg.

-Hvordan det? spurgte Karl.

Ida saa ud i Luften og sagde langsomt og sagte:

-For det maatte jeg.

Der var stille lidt.

Saa tog hun sig sammen og loftede sit Glas, og de klinkede.

-Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.

Men paa en Gang blev Ida genert eller hvad det var, og hun fandt ikke
noget at sige, mens Karl, der maaske ogsaa var en Smule benovet, sad
tavs og rog og laeste Indskriften paa Kaffekanden, Haedersgaven, til han
pludselig sagde, det kom saadan plump