oldt paa den: det maa De ikke. Man skriver saa meget
dumt ind.

-Men De kan da sige mig, hvad for et Vers De holder mest af, sagde han.
Det var mest det, at hun blev saa kont rod i Kinderne, der morede ham.

-Ja ... jeg holder mest af det.

Og hun viste ham en Side, mens hun holdt med Haenderne om de andre Blade:
det var Solvejgs Sang. Karl stod ved Armstagen og laeste det.

-Det er saadan et Damedigt, sagde han, men saa kom det lidt blodt i
Tonen:

-Hvorfor holder De mest af det?

-Jo ... for det er det konneste. Men, tilfojede hun, nu er det laenge
siden ... jeg skrev det af efter et Nodehefte.

Hun lagde Poesibogen ned og der faldt et lille Fotografi ud af den. Det
var Konferensraadens gamle "Hvide". Og de stod og lo ad den Gang, den
dansede midt paa Gaden i Horsens, fordi en Lirekasse spillede en Melodi,
som den gamle Cirkushest kendte; og Konferensraaden kunde ikke sidde
fast, og Lirekassen, den blev ved at spille, og Hesten, den blev ved at
danse, midt paa Gaden.

-Men det havde nu vaeret et dejligt Dyr, sagde Karl.

-Nu har "Smorstikkeren" set paa Stadsen, sagde han lidt efter og lagde
den Hvide vaek.

-Vil de da kobe det? spurgte Ida.

-Det gor de s'gu nok, sagde Karl, der saa ind i Lysene.

-Naar de saa blot vilde holde det kont, sagde Ida og nikkede.

-Ja men nej, ja men nej ...

Hun greb om Karls Haender. Han rodede i alt ... Det var Mo'rs Ringe og
Brocherne og Guldkaeden og Fa'rs Signet, og han rodede rundt i det
altsammen.

-Lysene, Lysene, sagde hun.

Stagen raslede paa Klappen, mens hun vilde holde paa hans Haender.

-Det er s'gu Vaerdigenstande, lo Karl.

-Og det er min Sparekassebog, sagde Ida glad; hun holdt den graagule Bog
i den venstre Haand og gav den et Slag med den hojre. Men pludselig blev
hun ganske bleg, og stille lagde hun Bogen ned--

Karl stod ogsaa lidt tavs.

-Maa jeg da aldrig takke Dem, Ida? sagde han saa ganske stille.

-Nej, sagde hun blot; det hortes knap.

Et Nu havde Karl lagt begge sine Haender ned om hendes Liv. Saa tog han
dem bort. Ida rorte sig ikke.

-Hys, hys....

De horte Nogen paa Trappen.

-Det er Froken Petersen....

-Sluk, sluk....

Karl fik slukket Lysene.

-Brandt, Brandt, kaldte Froken Petersen og slog paa Doren.

Og Ida svarede henne ved sin Seng, fra Morket:

-Ja, ja, jeg er vaagen.

De horte hende gaa igen, for Karl hviskede, i saadan en halvt
drengeagtig Tone:

-Men jeg kan da blive lidt endnu ... vi kan sidde foran Kak