Generalinden var gaaede, gik Fru von Eichbaum rundt og
aabnede Vinduerne: for natgammel Rog var ubehagelig.

... Da Ida naeste Morgen kom hjem fra Tur, stod Karl paa Trappen op til
Kontoret. Ida havde naesten taenkt det. Hun gik de Par Trin op og tog en
Rose ud af sit Kaabeknaphul:

-De skulde have haft den igaar, sagde hun.

* * * * *

Fru von Eichbaum og Generalinden kastede et sidste Blik paa den
Lindholmske Lejlighed. Familien Mourier skulde ankomme med
Formiddagstoget.

Sostrene gik gennem Vaerelserne og var tilfredse.

-Og, kaere, sagde Fru von Eichbaum, godt er det, at vi har gemt lidt hen
af det Overflodige.

Det "Overflodige" var visse ret tvivlsomme Silketaepper af den Slags, som
"draperede" hos Lindholms og som Fru von Eichbaum afskyede: Gud, Du, man
anvender det kun for at skjule en Plet, sagde hun til Sosteren: Og saa
bare haenger det og samler gammelt Stov.

Generalinden nikkede:

-Desuden, sagde hun: at ha'e alt det i et Hus med den syge Mary.

Fru von Eichbaum gik ind i den naeste Stue, for hun sagde:

-Dampet er her.

-Og, tilfojede hun: saa taler vi forresten naturligvis ikke om det. Fru
von Eichbaum taenkte stadig paa det med Mary.

-Gud, Mille, sagde Generalinden: man ved dog, hvad en Indbildning gor.
Og i vore Dage, hvor Folk vil vaere sy'e....

Bag Kabinettet laa Kates Vaerelse. Det var tomt. Froken Kate vilde have
sine egne Mobler med. Fru von Eichbaum stod paa Dortaerskelen og
betragtede de nogne Vaegge.

-Ja, sagde hun: det maa jo Kate selv vide at indrette.

Julius kom og meldte, at Drosken var der.

-Tak, Julius. Og saa daekker Ane vel Thebordet, med blodkogte AEg.

Sostrene gik ned i Porten og steg op i Drosken, hvor Julius sad paa
Bukken i Silkehat med Roset og privat Vinterfrakke.

Da Toget kom ind foran Perronen, stak der et ret fyldigt og blondt
Ansigt ud af en forste Klasses Kupe. Det var Froken Kate.

-Der er de, sagde hun. Hun havde set de to Sostre, der viftede med
Lommetorklaeder, akkurat i Hojde med deres Ansigter.

Fru Mourier og Froken Kate kom ud af Kupeen og der blev trykket Haender
og de tre Ungdomsveninder kyssedes, mens de alle tre havde Taarer i
Ojnene.

-Kaere Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: at vi nu har Dig her.

Hendes Stemme rent skaelvede. Fru von Eichbaum blev altid saa let
bevaeget, naar hun igen modte "dem fra hendes Ungdom".

-Og roligt Vejr har I haft over Baelterne, sagde hun.

-Dejligt, Du, dejli