er, og Fru von Eichbaum sad livlig, med en lille Smule
Rodme paa Kinderne. Hun var altid saa glad, naar de sad lidt laenge til
Bords.

-Og der er en fin Jagt, sagde Karl, da de rejste sig.

-Velbekomme, min Dreng, sagde Fru Eichbaum og beholdt hans Haand et
lille Ojeblik i sin.

Karl blev ved at vaere i godt Humor og at snakke, og inde i Dagligstuen
sagde han:

-Vil Mo'r la' mig drikke Kaffe herinde?

Fru von Eichbaum lukkede hurtigt Doren til Spisestuen op igen:

-Julius, Herren drikker Kaffe herinde, sagde hun med en klar Stemme.

-Du ryger da? sagde hun.

Og mens de satte sig, hver paa sin Side i Hjornesofaen og Karl taendte
sin Cigaret, fortalte hun:

-Men med Schroder skal det vaere slet ... Hun har vist Vattersot.

Karl sad og rog, mens han sagde:

-Mo'r kunde en Gang invitere Ida Brandt. Hun kender naturligvis ingen.

-Det kunde jeg virkelig, sagde Fru von Eichbaum livligere: ved en
Lejlighed. Hun er jo rigtig net.

Karl betragtede Rogen:

-Hun er sod, sagde han.

Og lidt efter:

-Hun er rigtig sod.

Julius bragte Kaffen, og Karl sad og saa efter ham, til han igen var
ude.

-Kunde Mo'r ikke sige til Julius, at han skulde gaa i ordentlige
Stovler?

Den Brunelsfodbeklaedning paa Julius var ham en stadig Irritation: at man
ikke kunde hore, at Manden gik.

-Gud Karl, sagde Fru von Eichbaum, der skaenkede: jeg finder, det er
velsignet, at man ikke horer en Person, der varter op.

Tingen var, at Julius led af daarlige Fodder, der i de sidste Aar
hindrede ham i at ta'e storre Plads.

-Kaere Emilie, sagde Generalinden til Sosteren: ellers beholdt vi jo
aldrig det flinke Menneske.

Karls Cigaret gik ud, og han sad og saa, halvsmilende, over paa sit eget
Ansigt i Etagere-Spejlet:

-Hm, hvor han kendte den Etagere. Lige fra hans Barndom havde den staaet
der, med de samme Meissener-Fade, paa den samme Plads.

Og han sagde, smilende:

-Mo'rs Ting holder godt.

-Naar man kun holder Haevd over det, Du, sagde Fru von Eichbaum.

Karl svarede ikke; men, pludselig greben af en Slags Fornemmelse af al
den Omhed, der skjulte sig bag dette Hjem, der, trods ham og trods alt,
var forblevet det samme, tog han over efter Moderens Haand og trykkede
den ganske lidt.

Saa stod han op.

-Jeg bli'er hjemme iaften, sagde han: jeg kan laese noget.

Da han var gaaet, rejste Fru von Eichbaum sig og lukkede, som hun
plejede, naar Karl var hjemme, Doren til Kabinettet. Hendes Haender
rystede lidt, mens hun