skod Slaaen ned i Dortrinnet. Det var maerkeligt
med Fru von Eichbaum, der ellers var saa rolig, at hendes Haender sitrede
lidt, naar hun blev glad. Men det var ogsaa det eneste Tegn til, at hun
blev aeldre.

Karl gik ind til sig selv og taendte Lampen, for han tog en Hjemme-Joppe
paa, henne bag Forhaenget, der gemte Sengen. Det var en stor fransk Seng.
Fru von Eichbaum havde kobt den, da Karl skulde komme hjem.

-For Du, sagde hun til Generalinden: Folk, der har vaeret i Frankrig....

-Kaere Du, svarte Generalinden: det er da rimeligt. Hvad er et Menneske
uden sin Nattesovn?

Sengen blev kobt.

... Karl satte sig i Hvilestolen med udslaaet Fodstykke og tog en af de
franske Boger. Der saa ikke netop beboet ud i hans Stue undtagen om
Morgenen, for der var istand, for da var der Roderi nok: med Riflerne,
nogle Hestebilleder og et Par gamle Eichbaumske Sabler paa Vaeggene og de
gule Boger paa Bordet, som Ane hver Dag lagde sammen i to lige hoje
Stabler.

Karl fik ikke laest meget. Han sad ved Piben og blev ved at taenke paa
"Godset".

-Nu kunde disse Mouriers naturligvis kobe "Bakken", fordi de tyve Aar
havde flaaet Brahe'rne og Vedel'erne for deres Smor....

Karl rynkede Naesen som altid, naar han folte enten Mishag eller
Forbavselse.

-Det er utroligt, sagde han.

Det var hans Yndlingsudtryk. At Menneskene overhovedet foretog sig
nogetsomhelst, syntes Karl von Eichbaum saa besynderligt, at en stor Del
af Livets Faenomener og Resultater naturligt maatte forekomme ham
"utrolige".

-Men Gudbevares, sagde han.

Han blev ved at taenke paa "Bakken":

-Hvis han var blevet Landmand i Stedet for at dumpe til alle de
Eksaminer, saa kunde han dog maaske vaere blevet "Forpagter" ... hos
Smorhandleren.

Karl skod Laeben frem:

-Hm, den sidste Sommer, de var paa "Bakken", var det Aar, da Idas Moder
dode.

Det bankede paa Doren, og Julius kom ind med en Flaske paa en Bakke.

-Fruen bad mig saette Madeira'en her ind, sagde han.

Karl nikkede, mens han skaenkede sig et Glas: Madeira'en var god. Den kom
s'gu fra Stedet.

Fru von Eichbaums Madeira blev taget hjem af Soofficererne i Familien.

-Det er s'gu noget Svineri at hale rundt paa alle de Bevaertninger, sagde
Karl.

Med Glasset foran sig begyndte han at laese igen. Men lidt efter lagde
han den gule Bog ned paa sit Knae og smilte. Han taenkte paa, det vilde i
Grunden vaere grinagtigt at gaa med Ida Brandt saadan et Sted, for hun
havde naturligvis aldrig