agde hun: man ved nok om 'et--for Andersen har vaeret slem
(Andersen var den nuvaerende Konduktor) ... Men nu har vi klaret det....

Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen
til de skiftende Konduktorer.

Man kunde ikke se, om Ida horte, for hun stod kun og flyttede paa de
seks Tallerkener.

-Naa, saa lob vi videre, sagde Josefine.

Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som
en Fanfare, naar Josefine satte afsted.

Ida satte Tallerkener paa Bordet foran hver af de fire: Nu maa De spise,
Holm, sagde hun. Saa Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun
hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var faerdig
og fik ryddet til Side--mens hun kun havde taenkt en eneste Ting:

-Den Stakkel, den Stakkel.

En Begribelse kom aldrig paa en Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt
og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun
den ene Ting.

-Hvad var der dog at gore! hvad var der dog at gore ... Hvis han nu
mistede sin Plads....

-Hvad var der at gore....

Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bojet over de evige Papirer,
og hun horte hans "Tak" og "Tak", mens han loftede Hovedet og fulgte
hende med Ojnene.

Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet:

-Og hun havde vaeret med til at bruge hans Penge.

Hendes Tanker kom ikke laenger: hun havde vaeret med til at bruge hans
Penge. Hun horte alle Josefines Ord i sine Oren igen og igen og
pludselig blev hun rod som et Blod. Der var noget, som hun forst nu
havde forstaaet. Hun vidste ikke selv, at hun ikke taenkte paa Pengene
mere, men kun paa det, blot paa det ... mens hun alligevel hver Gang lob
det forbi:

-Hvem der havde brugt hans Penge.

Portoren hentede de fire til Kaelderarbejdet og de Gamle blundede inde i
deres Senge. Inde paa "A" maalte Herren Gulvet med sine Fodder. En Gang
imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang".

Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin
Stol, indtil det skumrede.

Froken Kjaer stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dor:

-Godaften, Jomfru.

Og pludselig sagde Ida:

-Aa, Froken Kjaer, kan De sidde her et Minut ... jeg skulde saa gerne
op....

-Ja, sagde Froken Kjaer og hun lukkede Doren: et Minut.

Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til
Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene
trukket op paa Kontorstolen og