sighed.
Inde fra "A" lod Skridtene frem og tilbage.

Froken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at
tale i Sovne. Froken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa
kun og kastede sig, med knyttede Haender, som han plejede.

Ida var oppe paa sit Kammer. Hun stillede Vaekkeuhret og klaedte sig af.
Hun havde egentlig ingen Tanker; hun bare smaanynnede hele Tiden, til
hun kom i Seng.

-Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe--naar han kunde liste sig
herop....

Idas Ansigt lyste af Fornojelse i Morket:

-Men det maatte vaere en Tirsdag, naar Froken Roed havde Udgang ... en
Tirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.

Ida blev ved at taenke paa det, mens hun smilte: Saa skulde de bruge alle
de gamle Ting fra "Bakken" og se, om han kendte dem igen ... og daekke
rigtig Bord....

Ida sov ind.

... Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Kaelderen og
de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Vaeggene, mens de ventede paa
Maden (Bertelsen havde faaet en uafladelig Bevaegelse med Haanden hen
over Ojnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da
Noglerne lod og Josefine kom med Madspandene.

-Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.

Hun gik ind i Kokkenet for at hjaelpe Ida med Karrene, mens Bertelsen
skyllede og skyllede sine Haender under Vandhanen.

-Det er en stor Skam for Fuldmaegtigen, sagde saa Josefine.

-Hvilket?

Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmaegtigen.

-Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker
om 'et i Porten.

-Her? Paa Kontoret? Det lod, som Ida havde noget i Halsen.

-Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham for
Inspektoren, hvis det skal vare ved....

Ida nikkede mekanisk.

-Men det er naturligvis de Fruentimmer, som haenger paa, det kender man
jo nok, sagde Josefine og blev ved at laegge Kartofler rundt paa de seks
Tallerkener.

Ida svarede ikke, hun rettede kun i Tavshed Maden an, mens Josefine, der
var faerdig, stod med Haenderne i Siden.

-Og saa nydelig han er skabt, sagde hun og saa betaenksomt ud for sig.

Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers
forblev hun sin Konduktor fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en "Ven" og
naar han gik og hun havde faeldet mange Taarer, saa blev hun alligevel
ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktor ved Sporvognene. Det blev
bare en anden.

-Ja, s