flunkende Stykke.

Men Karl sagde:

-De skulde "spytte" paa den, Froken Ida.

-Ja, sagde Ida: det gjorde vi altid, vi unge Piger, hjemme i Horsens.

De stod endnu og lo, da der kom en Dame ind ad Porten.

-Goddag, Mo'r, sagde Karl og traadte et Par Skridt bort fra Ida:

-Det er Froken Brandt, sagde han saa.

Fru von Eichbaum rakte Haanden frem.

-Det var rart at se Dem, Ida. Karl har jo fortalt mig, at De havde taget
en Virksomhed herinde.

-Ja, sagde Ida, og ganske rod skyndte hun sig at tilfoje:

-Jeg skal bringe en Meldeseddel....

-Men, sagde Fru von Eichbaum, De maa besoge mig en Dag--nu (og hun
smilte lidt) hvor De er i Hus sammen med min Son. Han kan altid sige mig
en Dag, hvor De er fri.

Moder og Son blev staaende nede i Porten, mens Fru von Eichbaum sagde
Karl en Besked. Fru von Eichbaum gik hellere selv end hun sendte Julius:
Man skal ikke, sagde hun til Sosteren, sende Julius og saadanne op paa
et Kontor, hvor de andre, Du, maaske sidder i mindre Stillinger.

Da Karl fulgte Fru von Eichbaum tilbage til Portaabningen, sagde hun:

-Jeg synes virkelig, det er rart, at Du har den lille Brandt her ... saa
kan I da altid veksle et Ord. Farvel, Karl.

Idet Karl gik op ad Trappen, kom Ida ud ad Kontordoren:

-Har De saa taenkt paa'et, Froken Ida, sagde Karl.

-Paa hvad?

-Paa at vi skal ud at spise, sagde Karl: For Vintertojet--og han slog
paa Frakken--maa s'gu indvies.

* * * * *

Ida slukkede Lysene foran sit Spejl og sogte i Morket efter Doren. Hun
vidste ikke selv, at hun listede saa varsomt paa Taaspidserne. Men hun
vilde ikke mode nogen nu--netop nu, hun skulde gaa.

Hun lob videre, ned ad Trappen, og pludselig fo'r hun sammen: det var
Doren, som blev aabnet og lukket til den urolige Gang.

-Uh, sagde Qvam, der kom ud: aldrig har man Fred.

-Ja, jeg har fri, sagde Ida og lob fra ham.

Hun gik ud gennem Gaarden og Porten, hvor hun nikkede til alle, to
Portorer, der stod ved den ene Indgang, og Portneren midt i Rummet og
Josefine, som kom paa Trappen.

-Naa, Froken, sagde Josefine, der maalte hendes nye Kaabe: nu skal De ud
paa Livet. Og hun nikkede, som de andre.

-Ja, sagde Ida smilende.

Hun gik ud paa Gaden. Ved Lygten saa hun ham: der stod han allerede, ved
Hjornet af Botanisk Have.

-Her er jeg, sagde hun og loftede sit Ansigt. Hun var naesten stakaandet.

-Ja, sagde Karl, det er god Tid. Godaften.

Og de gav hinanden Haanden.

De gik,