mens Sporvognsklokkerne klang og Droskehestene travede.

-Hva' sagde De saa, spurgte Karl med sin lidt slaebende Stemme, som han
holdt af at bruge den, naar han var tilfreds: hvor sa'e De, De skulde
hen?

-Aa, jeg sagde no'et....

-Ja, mente Karl: man kan s'gu sagtens lyve no'et. For det laerer man, Gud
straffe mig, fra Barnsben.

Ida blev pludselig alvorlig i Ojnene:

-Aa, ja.

Men hendes Stemning slog om igen, og hun sagde straalende:

-Det var li'som de alle onskede mig god Fornojelse.

Hun taenkte paa dem, der havde nikket i Porten.

Og Karl, der gik med Cigaren mellem de yderste Laebespidser, sagde:

-Ja, nu maa vi s'gu taenke over, hva' vi skal spise.

De lo begge to.

De havde naaet Porten til Orsteds Park.

-Vi kan gaa gennem Anlaegget, sagde Ida: naar der er Tid.

-Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende.

De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der
Blomster endnu.

-Hvor her er smukt, sagde Ida.

Der var vist ingen i den hele Have, ikke en i alle Gange; og mens de gik
ved Siden af hinanden, horte de deres egne Skridt.

-Nu falder de i Sovn, sagde Karl og pegede op paa en af de stille
Statuer.

De gik ind til en lille Terrasse under et maegtigt Trae. Under dem laa
Skraenterne og det morkt blanke Vand.

Ida talte sagtere:

-Her er det dejligste Sted, sagde hun.

Karl skad Rogen fra sin Cigar ud i lange Ringe, og ingen af dem talte.
Det var som om Klokkers og Vognes Lyd blev ganske fjern og Lygternes Lys
hang over Gitrene som en straalende Krans.

-Er der saadan i de store Byer, sagde Ida sagte.

Hendes Ojne fulgte Skraenterne og Broen og det tyste Vand.

-Ja, sagde Karl, og Cigarens Ringe lostes op.

-Ikke konnere?

-Nej, sagde han.

En Svane skod lydlost frem fra det morke Vand.

-Det har jeg ogsaa altid taenkt, sagde Ida.

De stod endnu et Ojeblik.

-Men det bli'r sent, sagde Ida, med en helt anden Stemme og de vendte
sig for at gaa.

-Naa, Godaften, Gamle! Karl nikkede op til Orsteds Statue, idet de gik
forbi, og de lo igen.

Ida var stadig et Skridt foran Karl nu, mens de gik gennem Gaden.

-Der er god Tid, sagde Karl, der elskede "Morkningen" i Gaderne.

-Ja, men saa kan vi se dem komme, sagde Ida og hun blev ved at skynde
sig.

Men da de kom ned i Theatret og op i Pladslogen, var der ikke et
Menneske i det hele Parket.

-Saa, sagde Karl, kom vi saa tidsnok?

Lidt efter lidt begyndte Folk at komme, og de horte Stole