saedernes
lystige Smaek og Kontrollerens Nogler i Logernes Dore og fra Gangen al
den glade Skubben og Summen.

Ida skod Skuldrene velbehageligt op, mens hun rystede Armene ganske
lidt:

-Aa, sagde hun, det er forste Gang, de spiller Stykket.

-Ja, sagde Karl, det er det morsomme ved'et.

Herrer i hvide Skjortebryster stod op i Parkettet, og friserede Damer
traengte sig hastigt frem mellem Baenkene. Karl sad og naevnede deres
Navne, Kritikeres og Forfatteres og Menneskers, Ida kendte fra Bladene.

Ida sad og smaasnakkede af Glaede og fulgte hvert Navn, som han naevnede.
Men pludselig rejste hun sig halvt og saa ud op mod forste Etage, med et
lille Kast med sit Hoved:

-Det er der, vi plejer at sidde, sagde hun og satte sig rapt igen.

-Hvem?

-Vi, sagde hun.

Nogle Sygeplejersker havde abonneret der ifjor.

Ida sad igen, mens Stojen steg, og smilte, med Ryggen helt laenet tilbage
mod sin Stol. Men paa en Gang sagde hun, helt forskraekket, og blev
purpurrod:

-Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her.

-Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundtheatrene uden paa
Brandvaesenets Billetter, og dem har hun ikke iaften.

De saa igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls
Arm:

-Se, det er Fru Lind. Hun har vaeret paa Afdelingen.

Det var den eneste, hun kendte.

Rampen blev taendt og god sit Lys over Taeppet. I Parkettet var alle
Hoveder i Bevaegelse og over Balkonens Rand vuggede lyse Ansigter.

Ida blev ved at smile:

-Det er ligesom man skulde paa Bal, sagde hun ganske sagte.

Karl sad med udspilede Ben og bed i sit Overskaeg med et Udtryk, som var
en Knebelsbart noget, der smagte godt.

Orkestret havde spillet en lille Tid.

-Hvad er det, de spiller, sagde Karl og vilde se Programmet. Men Ida
svarede ikke, hun sad med halvlukkede Ojne og lyttede efter Musikken.
Karl saa fra Siden ned paa hendes Pande. Den var saa lille og saa smal.
Man kunde faa Lyst til at spaende over den med Fingrene, saadan, fra
Tinding til Tinding.

Ida folte hans Blik og aabnede Ojnene helt.

-Her er saa dejligt, sagde hun. Ikke?

Taeppet gik op.

... Folk puffedes og de skubbedes i Restaurantens smalle Sale. Karl von
Eichbaum gik bag Ida Brandt og vaernede hende lidt med Armene, men Ida lo
over hele Ansigtet, mens hun vendte sig:

-Vi maa sidde, hvor vi kan se Folk, sagde hun og Ojnene straalede.

-Der er bestilt Plads, sagde Karl.

Det var i et af de smaa Kabinetter mellem Skillerumme