ortovet?

-Froknerne Staal.

-Hm, gaar de to unge Piger alene.

-Skal jeg saa laese, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte
at laese med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Kob og
Salg". Det horte Fru Brandt forst, med Haenderne i sit Skod og et Par
Ojne, som saa hun, skrapt, gennem Vaeggene ind i alle de Huse, hvor der
sogtes og skiftedes.

Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at laese med samme Stemme
og uden Ophold:

"Ejendomssalg i Braestrup".

"Voldtaegt i Hatting"....

-Hvem er dod? spurgte Fru Brandt og afbrod.

Ida laeste de tre Dodsfald, og Fru Brandt sagde:

-Tag saa Historien.

Hendes Traek blev mere slappe, og hendes Ojne begyndte at svomme ud.

Da Ida var faerdig med at laese, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og
gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:

-Sofie. Tag mig Avisen.

Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun laeste om Voldtaegten i
Hatting.

... Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for aaben Der, i Stuen, hvor hun
horte Moderens Aandedrag. Hun taenkte paa "Proppen"s Daab. Jo, hun maatte
liste Pengene ud af den store Sparekassebog.

-Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne?

-Hvilke Pakker?

-Skovriderens Niels kom med Pakker.

Ida sagde:

-De var til Fru Lund.

Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe
paa Loftet knirkede og puslede det.

Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den
eneste Tid, hvor hun turde laese lidt i Olivias Boger.

Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Laenge horte
Ida hende sukke og snofte. Saa saa hun op fra Bogen og lagde
Strikkepinden ned paa Bladet som Maerke:

-Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun.

Sofie begyndte at snofte staerkere, da der blev talt til hende.

-Aa ja, aa ja, han har jo ingen Rinome, sagde hun.

Sofie blev ved at graede--hun graed som en Karl--:

-Men jeg vild' saa gern be' Frokenen, om jeg ku' faa Lov at gaa til
Alters ... nu paa Synda'.

Hun snoftede hojt.

-Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie.

Det bad Sofie altid om, naar det var paa det Vaerste og Christian gik
ledig.

Sofie blev ved at graede, hun taenkte paa sit:

-Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt
til Sengen som en anden.

Ida sad og saa ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed.
Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:

-Frok