enen maa ta'e Penge iaften--vi har ikke en Skilling i Huset.

-Igen, sagde Ida.

-Naar En aldrig tor si', hva' En kober ... Og En ska' indbild' Fruen, at
man faar alt til givendes....

Ida sad tavs en Stund. Saa lukkede hun Bogen:

-Ja, sagde hun; saa er det bedst, vi lukker.

Ida laaste Doren og satte Blomsterne ned paa Gulvet og bredte de hvide
Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte paa Gaden ... det var dem, der
kom fra Theatret.

-Hm, hvor han havde vaeret smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun
var der med Olivia, saa slank og mork.

Hun saa altid saa laenge Skuespillernes Ansigt og deres Smil og hvordan
de gik.

Saa dejlige Taender han havde, naar han smilte.

... Ida listede sig ind. Stille klaedte hun sig af, mens hun lyttede
efter Moderens Aandedrag: Nu sov hun fast.

Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Taeppet, sin
Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnaeen laa. I Morket fik
hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.

Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker.

Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stonnen. Ida gemte
de to Pengestykker i sin Strompe.

* * * * *

Ida sad midt i AErtebedet paa "Ludvigsbakke"; hun og Schroder plukkede
AErter i et stort Trug.

-Saa, sagde Schroder, nu er Klokken slaaet ni.

Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, boje ind i AErtegangen. Fru
v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur paa Ludvigsbakke, og hun
overholdt den paa Minuttet.

Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi
AErtebedet:

-Aa, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom
opdagede paa det venligste bestandig Ida paany--hver Gang hun saa hende.

-Hm, sagde Schroder og saa efter hende: hun skulde se at faa Sonneken op
fra Fjermadrassen. Gud ved, hvad hun nu skal gore af ham.

Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang
ved Polyteknikum i Zuerich, og nu hvilede han ud.

-Men kon er han i Figuren, sagde Schroder.

Der var ganske stille i Haven, og man horte hver AErtebaelgs Fald i
Truget, mens de hvide Sommerfugle floj ud og ind mellem Rankerne.

-Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.

-Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal rore Kodfars.

Schroder rorte stadig Kodfars; gamle Konferensraad, der var naer de
halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand
i Huset, sagde Schroder.