til. Saa kendte man alting, hver Krog, hver Baad og Vinduerne og naesten
ogsaa de Mennesker, som kom. Og der var nogle, som hilste, ligesom
hjemme i Horsens.

Nu nikkede han ogsaa, den gamle tandlose Opvarter paa "Rorholm". Det var
fra forleden Morgen, da de drak Kaffe der, fordi Karl v. Eichbaum var
loben fra sin hjemme, da han var kommen for sent op. De var de forste
Gaester og sad bag et Stakit med Efeu, der lige var vandet, og spiste
Rundstykker til Kaffen: Det er ligesom vi var taget paa Landet, sagde
Ida. Ja, sagde Karl v. Eichbaum: her er paent.

De havde ikke siddet til Bords sammen siden hjemme.

Men op om Morgenen havde han nu aldrig kunnet komme. Hjemme paa
Ludvigsbakke havde han altid villet have Kamret over det store Loft, for
der gad Schroder ikke lobe op og purre ham ud. Og saa laa han til over
Middag og dampede paa Forvalterens Piber.

Ida gik forbi Kafeen, da en Stemme raabte til hende. Det var Karl von
Eichbaum, som kom frem bag Efeuen.

-Morgen, raabte han.

Ida vendte sig rask:

-Godmorgen, sagde hun.

-Jeg ta'er min Kaffe her.

-Igen, sagde Ida, der var standset paa Spadserevejen.

Eichbaum kom slentrende ud paa Korevejen med begge Haender i Lommen.

-Sikket Vejr, sagde han og stod lidt og saa paa Vandet.

-Vi skulde ta' i Skoven, Froken Ida, sagde han saa og havde stadig
Haenderne i Lommen.

-Ja, det skulde man.

De gik lidt ved Siden af hinanden, han stadig paa Korevejen.

-Men forresten har de jo ingen Skove paa Sjaelland, sagde han.

-Nej, vel? sagde Ida med et pludseligt Smil.

-Derovre er der da Traeer, fortsatte Eichbaum, som blev ved at taenke paa
Jylland.

De var standsede igen, og der gik et Par Ungherrer af Kontorfaget forbi.

Karl lo og sagde: Mandfolkene vender sig efter Dem, Froken Ida.

-Hvorfor?

Eichbaum lo igen: Ja, hvorfor! sagde han og smilte:

-Fordi De staar saa kont paa Deres Ben. Godmorgen.

Ida nikkede og han slentrede tilbage, men midt paa Korevejen blev han
staaende lidt igen.

Ida gik videre. Hun gik og taenkte paa Skovene. Hun havde ogsaa altid
syntes, at de var dog ganske anderledes, Skovene hjemme i Jylland.

Lidt henne paa Vejen kom Froken Kaas og Froken Boserup imod hende. De
gik ogsaa Tur, men var allerede paa Hjemfarten.

-De er sent ude, raabte Froken Kaas.

-Ja, svarte Ida. De blev staaende lidt og snakkede, Ida talte med saadan
en lys Stemme:

-Men jeg skal videre, sagde hun. Sidst! hun slog Froken Boserup paa
Skulderen og