en barbenet Dreng komme op om Plaenen:

-Hvem er 'et til, raabte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som
ventede.

Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.

Den var til Froken Brandt, sagde han.

-Til hvem?

-Den var til Froken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.

-Aa, Herregud, Schroder slap Gryden: aa, Herregud, saa er 'et slemt.

-Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme fojede hun til:
Naa, la' mig forst faa ost op.

En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.

-Er De gal, sagde Schroder og rev det fra hende.

-Tag saa Suppen.

Schroder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han
holdt sig faerdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad
og ventede paa sin Kaffe.

-Saa faar hun ogsaa spist forst, taenkte Schroder, og pludselig begyndte
hun at graede:

-Den lille Stakkel, sagde hun.

Da hun graedende kom tilbage, stod Ida i Kokkenet.

-Hvad er der dog, Schroder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer
uroligt. Og da Schroder, forstyrret, uden at ville det, rakte
Telegrammet ud imod hende, sagde hun:

-Det er Mo'r ... og havde revet Telegrammet op og laest det.

-Naa, lille Tut, lille Tut, sagde Schroder kun og tog om hendes Liv.

Ida havde ikke talt. Det var, som hendes Ojne ikke kunde se nogen Ting,
mens hun gik ind i Schroders Kammer.

-Lille Tut, blev Schroder ved, lille Tut ... hvordan er 'et?

Men Ida svarede ikke, og forskraekket foran det blege og stive Ansigt
blev Schroder kun ved at naevne det gamle Kaelenavn: Lille Tut, lille Tut;
og forte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun,
angst, ryste Taarerne ud af hende:

-Jeg har sagt til om Vognen.

-Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:

-Naar jeg blot faar hende at se.

Ved at tale begyndte hun at graede, og Schroder sagde, helt lettet--hun
havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu--:

--Aa vist, aa vist ... det er naturligvis ikke saa slemt ... hun kommer
saamaen nok over det, skal Du se, lille Tut.

Ida lagde kun Armene traet ned mod Stolen:

-De maa ud, sagde hun. De deroppe venter jo paa Dem.

-Naa, sagde Schroder naesten vredt: De ka' vel bie.

Doren gik; det var Froken Rosenfeld.

-Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et
Sygevaerelse.

-Ja.

Hun nikkede til Schroder, som gik.

-Nu korer vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog
Idas kolde Haende