r.

I Kokkenet havde Anne Marie, Kokkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for
at hore ad, hvad der gik paa.

-Saa er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.

-Det er vel det, svarte Johan.

Anne Marie stod og saa ud i Luften, ret op og ned, paa sine sorte Hoser:

-Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.

-Der bli'er meget, sagde Johan.

-Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Faar jeg saa Kaffen? Han
drak den og gjorde sig faerdig.

-Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning.

Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.

Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden
ud og ind til Konferensraaden og lod Dorene staa paa Klem:

-Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden.

-Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.

-Ja, saa, naar man morer sig, kan det ellers hores, sagde den Gamle.

Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig laest hvad Mynster skrev "i sine
Betragtninger", om at da pludselig--"der var Ord, man huskede".

-Men, tilfojede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.

Da Vognen korte frem paa Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk.
Rosenfeld, der havde taget Tojet paa, satte sig ind ved Siden af hende.

-De skal da ikke kore alene, sagde hun.

Karl v. Eichbaum var staaet op fra Bordet og gaaet ned. Han stod, ved
Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Saa rakte han Haanden ind
over Vogndoren uden at sige noget.

Da Schroder vendte sig og vilde gaa ind--Vognen var helt nede paa
Braestrup-Vejen nu--saa hun Telegrafdrengen, der stadig sad paa Baenken
foran Kokkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.

Middagen oppe var endt, og alle Fade flod paa Kokkenbordene. Schroder
maatte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad.
Solen robede saa mange graa Haar op over Tindingerne, mens hun stod
bojet over den store Brodmaskine.

Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover
Sporet af den bortkorte Vogn....

... De hvide Vejsten floj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte.
Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede.

Ida saa intet, horte ikke. Alt hendes Liv syntes samlet i de
sammenknyttede Haender.

Kun en Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun
bortvaelte en Skyld:

-Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse....

Hun forte de sammenfoldede Haender op og ned:

-Nu faar jeg hende ikke at se....

-Men, Ida.

-Nej, nu faar jeg hende ikke at se....

... Saa