saa Dorene op.

Ida lukkede Dorene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde
Konferensraaden. Nu kunde han fra Etatsraadindens Stol sidde stille og
se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde
levet.

Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i
Godsforvalterens Have:

-De er spraglede, sagde han og nikkede.

Fire Damer i mange Slags Farver sprang paa Recks Croquetplaene mellem tre
Ungersvende med opsmogede Benklaeder.

-Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.

-Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man faar saa
mange Ting at se, naar man bli'r gammel.

-Men Verden, sagde den Gamle, taaler megen Galskab, min Pige, og bliver
staaende alligevel.

Ogsaa Ida var bleven staaende og saa over "Laengen"s Have. Hun kom der
saa sjaeldent nu: hvor de dog huggede hvert Aar ... der var saa faa
tilbage af de gamle Traeer.

-Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensraaden.

-Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.

-Naa, ja, ja....

Konferensraaden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet
laenge.

Ida gik tilbage til Kokkenet, men Schroder jog hende ud.

-Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gaa Du ud og luft Dig. Her er jo saa
varmt, at man maa kaste Klaederne.

Schroder stod over Kodfarsen og havde kastet dem.

Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe
standsede hun: en Hostvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle
Bornene, som korte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i
Solen.

Saa dode Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plaene og Marker med
de hvilende Koer som dovne Pletter og Braestrups Huse--alt syntes at
blunde i Lyset.

-Her er smukt idag, sagde Froken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin
Bog under Armen.

De blev staaende paa Trappen ved Siden af hinanden:

-Saa lige Rogen gaar, sagde Froken Rosenfeld.

Rogen steg op fra Husene i Braestrup, stille og lige som lyseblaa Fakler
i den lyseblaa Luft.

Ida og Froken Rosenfeld talte sjaelden meget sammen. Men de blev tit
staaende saadan lidt ved Siden af hinanden, og de saa ofte paa de samme
Ting. Froken Rosenfeld hentede Ida, naar hun vilde ud at gaa, isaer naar
det havde regnet og det endnu dryppede fra Traeerne--saa gik de sammen
halvtavse, ad de fugtige Veje, laenge.

Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind paa Skovvejen. Fuglene sang ikke
mer, og hun horte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.

Inde