men for at faa Plads til Kageskaalen: jeg ved ikke, hvordan det er.
Men hvad jeg ikke slaeber ind i Huset, det kommer Fritz med.

-Ja, her er altid saa meget Nyt at laese, sagde Ida.

Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og saa op i den hoje Lampe.

-Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Boger".
Det er dog ligesom de laerer En bedre at indrette sig.

-Hvordan?

-Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen.

De tav lidt begge to. Saa sagde Ida, foroverbojet i Stolen, og saa ind i
Vaeggen:

-Men er Livet egentlig ikke saa ligefremt?

-Ja-a....

-For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tovede, naar hun
skulde sige en Slags Mening: vi gor vel, hvad vi maa....

Hun blev ved at stirre ind mod Vaeggen, og Olivia sagde:

-Og saa er der jo osse Ungerne ... om man kunde laere noget for dem.
Naa--hun smilte pludselig over hele Ansigtet--jeg er nu forresten vist
aldrig blevet opdraget.

Hun saa uvilkaarligt over mod Fru Francks Portraet over Flygelet og
sagde:

-Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.

Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en
eller anden Ting var kommen til at taenke paa det derhjemme, pludselig
sagde:

-Aa, nu gaar Christian fra Mollen ledig igen.

-Naa, Gud velsigne dine Smorkrukker. Olivia lo: saa logerer han vel osse
"ovenpaa"?

-Ja, sagde Ida halv forknyt og saa paa hende: men hvad skal jeg gore?
Han har vel ikke noget andet Sted at gaa hen.

Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:

-Men der bli'er alligevel saa meget, man maa skjule for Mo'r.

Olivia sukkede lidt:

-Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man laerer at lyve saa stift.

Saa sprang hun op:

-Skal vi spille firhaendigt?

Da de sad foran Flygelet og de opslaaede Noder, sagde hun uden Overgang:

-Aa, Du, nu maa Proppen dobes ... Og det er som Fritz si'er, det gor
heller ikke noget med Vejret, naar de bare kommer lunkent Vand i
Dobefonten.

De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog
Entredoren op:

-Kaereste De, sikken Kulde, sagde hun.

Lidt efter gik Ida.

Da hun lob op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Mollen ind
gennem Mellemdoren.

Fru Brandt sad i Sofaen, orkeslos og bred:

-Det tog Tid, sagde hun: hvor var I?

Ida naevnte, med lidt slaebende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt
spurgte:

-Fulgte Lund Dig?

-Ja, Mo'r.

-Hvem var det da, Du talte med her paa F