n Praesten, der holdt sit hvide Lommetorklaede op for
Naesen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.

Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de
sidste. Det var to skrutryggede gamle Maend i graa Vanter.

Fru Brandt tog sine Ojne fra Spejlet:

-Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.

Jomfru Thogersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru
Thogersen graed sine salte Taarer, hver Gang hun saa en Ligkiste.

-Klokken er et, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at daekke til
Middag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.

... Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sit
Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine
Stovler.

-Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdoren til Kokkenet op: her er
berejste Personer ...

-Goddag, Ida-Tut ... Goddag, Sofie.

-Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang.
Saa aabnede hun Doren til Stuen.

-Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste
sig lidt op i Stolen.

-Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Toj,
inderst havde hun to rodstribede Modest'er: det har vaeret en dejlig Tid.
Men man bli'er jo or, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig
ved at kore paa Jernbane ...

Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:

-De skulde da ha'e Hatten af?

-Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa
Haar strittede, saa hun lignede en ukaemmet Pudel. Alt imens begyndte hun
at fortaelle om Sonnens Bryllup:

-Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i
Kolding--og saa propert. Og tres var vi, ka' De taenke Dem ... alle de
glade Mennesker ... ja, dejligt var'et at se saa megen Glaede.

-Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.

-Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at
den kan farves ...

Fru Lund blev ved at fortaelle, lidt hurtigt i Saetningerne, for hun blev
altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om
Middagen og Gaesterne og Talen ...

-Den var ja'gu kon, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om
Kakkelovnen.

-Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.

-Ja, Folk de har saamaen husket os--om det saa er Husmaendene, saa har de
telegraferet. Aa, saa saet Dig, lille Lund....

-Jeg maa s'gu rore mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Doren:

-Ja, sagde han, Folk har vaeret rigtig stadselige, det ved Gud, de har.