Uhrene dikke.

-Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige ...
Han loftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.

-Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde losnet den sidste
Modest.

-Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida horer da, Gud ske Lov, ikke
til dem, der behover at forsorges.

-Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi taenker
jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Bornene.

Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.

-Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.

-Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og
koldt Vand.

-Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.

-Jo, Lund, det ved jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa
passes og saa lober de storre ... Men det er alligevel saa underligt,
naar de blot ser, at man gor, hvad man kan, og man saa li'esom altid
har lidt Glaede at dele med dem i det daglige.

-Ja, sagde Lund.

Fru Lund blev ved at se hen for sig:

-Og Glaeden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er,
hvad der saa osse trykker ...

Ida bojede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin
Sofa:

-Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Bornene.

-Naa, Fru Brandt, sagde Lund, lidt hojt, jeg gad min Salighed osse
vidst, hvad der ellers var at tale om, naar man da en Gang har sat dem i
Verden----

Det bankede paa Doren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her
med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Kokkenet:

-Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne
saette det i Vognen--en Smule Skinke og Smor ... Gud ved forresten,
hvordan Smorret har artet sig....

-Aa, Fru Lund, det er altfor meget.

-Saa si'er vi ingenting til din Mo'r, og saa kan Du indrette Dig. Din
Mo'r kan jo ikke vaenne sig til saadan at kobe alting. Og det er jo saa
rimeligt, hun som kommer fra saadant et Hus som "Laengen" ...

-Ja, sagde Ida: det er jo det, der er saa svaert for Mo'r. Og saa vilde
det gore hende saa ondt, naar hun vidste at alle de derhjemme glemmer
hende. Tak.

-Aa Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel vaere naermere end de,
der har holdt saa meget af din Fa'r. Men har Smorret ikke artet sig,
Ida--de gik ind i Sovekamret og lukkede Doren--saa maa Du bruge det paa
Panden.

Fru Lund satte sig paa Sengekanten og Ida ved Siden af hende:

-Man er lidt fortumlet, sagde hun: m