r hun bar noget. Hun bod Sukker og
gik tilbage: hun sogte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru
Thogersen var der.

Men Jomfru Thogersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:

-Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika--og han vilde hjem ...
Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thonnichsen....

Jomfru Thogersen stonnede (Gustav var en af de tre):

-Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da
man har vaeret for den Altar.

Jomfru Thogersen havde mange Sorger af sin Familie.

Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af
Stolen:

-Josses, Josses ... och jeg skal stro Sand.

-Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.

-Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thogersen, der fik en hel anden
Stemme: och med fir' Born.

-Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.

Jomfru Thogersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde
hun, mod en Enke ...

Der var noget ved Ordet Enke, som altid rorte Jomfru Thogersen.

-Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.

Jomfru Thogersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun
pludselig raabte helt forskraekket:

-Gott, Gott, der kommer den Pastor ...

Jomfru Thogersen levede i en evig Skraek for Praester paa Grund af sin
illegitime Samfundsstilling.

Praesten gik forbi til Sorgehuset, og Jomfru Thogersen var afsted, ud
gennem alle Dore. Kobbersmed Thonnichsen lod stro Buksbomkviste og Sand
for alle storre Kunder.

Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.

Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sorgehuset.

Ovre i Kaemner Sorensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede
altid Kaemneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.

Drengene, der kom fra Skole, lob forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia
Jorgensens aeldste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det
venstre Ore.

-La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel
fint.

-Olivia si'er, hun tror, det haerder dem, Mo'r.

-Ach, der er de, raabte Jomfru Thogersen, ude fra Fortovet--hun slog den
sidste Haandfuld Sand over Rendestensbraedtet og hjalp efter med Buksbom.

Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med
Gardinerne.

Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.

-Aa, se Bornene, sagde Ida:

Christoffersens to AEldste gik stive og forbavsede, i deres nye Klaeder,
bag Ligvognen fora