lille Barn, der er
sygt). Brandt slog Ojnene op:

-Er det Barnet? sagde han: Saa hun Fyrvaerkeriet?

* * * * *

Ida laa hos Froken Rosenfeld om Natten. Frokenen sad ved sit Vindu,
Gaesterne var borte, og Natten var mork. Saa jog en Vogn ud af
Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.

Alle Hunde fo'r halsende op ...

Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og
lukkede det stille, mens han tog Noglen til sig.

Gamle Brandt var dod.

Alle Gaesterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Froken Rosenfeld sad
ene med Ida paa sit Skod.

Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af
sine dybe Skabe.

* * * * *

Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og maegtig, og ventede paa
Vognen med Fru Reck, den nysudnaevnte Godsforvalters Frue, som skulde se
sit fremtidige Hus. De broderede Taepper var fremme paa alle Gulve, og om
Brandts Portraet var der haengt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schroder.

Saa slog Sofie Doren ud til Gangen op:

-Der er hun, sagde hun; det lod som et "Vagt i Gevaer", og hun blev
staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdoren:

-Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og
holdt Slaebet af sin graa Kjole i sin Haand.

-Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde
altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rorte". Nu var Haanden
iskold.

-Hjaelp Fruen, sagde hun til Sofie.

Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Haender.

De kom ind i Stuerne:

-Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rod i det
samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskraekket foran de
lange, landlige Gulve.

-Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bod Fru Reck til Saede
ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun forte Lommetorklaedet
to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at
kore.

-Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen.

Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Brandt og at det
sandelig ikke vilde vaere let for Reck (hun var ganske varm og hun taenkte
jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene):

-Nej, det vil sandelig ikke vaere let, sagde hun endnu en Gang og horte
Fru Brandt sige:

-Ja, Brandt og jeg er jo barnefodt paa Stedet.

Fru Reck ventede et Ojeblik:

-Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo