en.

Hun taendte ikke Lys, men listede sagte rundt i Morket og fik Klaederne
paa sig. Hun saa blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som
en bred Skygge, der daekkede Daglysningen bag Gardinerne.

Ude i Kokkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik
Maelkepengene, der laa aftalte i Kokkenraekken:

-Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:

-Nu er Kaeret da bundfrosset hjemme ved vores ...

Han gik et Par Skridt paa Traeskostovlerne, saa det lod, som skulde han
afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved
Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og hore, at de stak
Kaffen til Hans Christensen.

-Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han loftede
Klinken ligesaa stille.

Ida havde det frosne Smor henne ved Varmen for at linde: nu var det
svundet igen. Hun taenkte det nok, for hun havde hort Hosesokker henover
Loftet iaftes.

Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at
torre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Mobel
til Mobel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen,
medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne
Tanker:

-Aa, der var nok at taenke paa ... der var jo altid det med Pengene og
altid maatte det skjules ... Nu var Hans Oles Enke ogsaa dod. Saa fik de
vel heller ikke den Slagtning til givende laenger, der var snart ingen af
de Gamle paa "Bakken" mere--og hvor kunde man forlange, at de Unge
skulde huske dem ...

-Nu var ogsaa Christian fra Mollen ledig igen--saa gik der altid naesten
det dobbelte med ... men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham,
naar hun holdt af ham, den Stakkel.

Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde
saadan en udpraeget ungpigeagtig Bojning af sit Hoved:

-Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret
... Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde vaere Gudmoder....

Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:

-Aa, saa taet Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jorgensen
grangivelig i Ojnene.

Ida blev ved at smile, hun taenkte altid saa mange glade Ting, naar hun
taenkte paa Teglvaerket og Olivia Jorgensen.

Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen.
Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Trae. Hvor
frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun
vid