igen kom ind i Gangen, hvor de saa
Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og ifort Soloveskindspels.
Hun begyndte at kysse los paa Fru Reck, uden at se til de andre, under
en Strom af Ord:

-Sode Henriette (de var Skoleveninder), sodeste Henriette, hvor har jeg
dog glaedet mig, kaere Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, en af
sine egne (de havde naeppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan
saamaen behoves ...

Fruen fra Apoteket blev ved:

-Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kaere Du, her er jo
hundrede Ting at tale om.

Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved
at tale om Huset og sin Glaede og hvad der maatte anskaffes.

-Ved Du, kaere, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De ved, jeg har
sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle
Mobler saadan klistrede op ad Vaeggene.

-Vi har nu vaeret tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bod
til Saede. Ida og Schroder holdt sig i en Krog.

Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit
Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk
... Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.

Hun stod i Doren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og
raadende, placerende Mobler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig
venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:

-Der saetter Du saa det, og der det--sode Henriette ... her kan blive
nydeligt----

Fru Brandt bod Kaffen om i Solvkanden, Brandts Haedersgave, den fra
Jubilaeet.

Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Mobler og Gardiner og Dorene,
mens Fru Mogensen Hyttede Solvkanden for at tegne et Udkast til de
Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.

Hun bad om en Alen. For Du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida
bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol,
passerende over Gulvene, opmuntret og sporgende Fru Brandt om gode Raad.

-Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert
andet Minut, mens hun ophaengte usynlige Gardiner, arrangerede de
fremmede Mobler og Stykke for Stykke sondrede det gamle Hus. Fru Brandt
svarede stadig i smaa Saetninger, og Schroder stod og pustede over sin
Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.

-Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede Fru
Reck og sprang ned af en Stol.

Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket