aand med de mange Ringe havde tynget hans, og
han losnede den, mens han lukkede Ojnene.

-Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt
laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.

-Men jeg vilde gerne tale med Lojtnanten, sagde han.

-Ja, ja, sagde Fruen, der folte ned om hans Ben, som var kolde op over
Knaeene. Hun blev laenge staaende og saa ubevaegelig paa den gamle Mand,
hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Taepperne, for hun satte sig igen:

-Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.

... Lojtnanten lob rundt nede paa Haveplaenen; han var ifaerd med
Raketterne. De skulde braendes af, nu, naar der var danset. Musikken
standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et
Vindu: den forste Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede
sig i to.

Gaesterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i
Luften og Herrerne fra Horsens, der rog Cigarer med Haenderne i deres
Bukselommer, udstodte lange "Aah--Aa-h", mens en lille Dame, der var
kortbenet og havde bundet et Lommetorklaede om sin bare Hals for Traek,
sagde:

-Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Straale.

Ved det overste Vindu havde Froken Rosenfeld loftet Ida op i Armen. Ida
holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun folgende hende, med
kolde Haender, som en krank lille Skygge:

-Se dog, se, sagde hun.

Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Froken Adlerberg:

-De gaar ikke hojt, sagde han.

Og Froken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slaeb over Armen,
sagde:

-De er fra Landet.

Froken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun horte Kammerherren, der
sagde henne ved sit Vindu:

-Det er nydeligt, virkelig nydeligt ... og han tilfojede, seende ud i
Luften:

-Og han var en saa fortraeffelig Mand.

Froken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig folte Taarer
paa sin Haand:

-Men hvorfor graeder Du? spurgte hun.

Barnet svarede hende ikke.

Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det
nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange,
men smaa var de:

-Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sorgeligt.

Ganske sagte kom Froken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru
Brandt sad bred paa den samme Plads.

-Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.

Og mens Fru Brandt rejste sig, bojede hun Ida ned over hendes Fader (Ida
havde i sine Ojne det samme Udtryk som et ganske