en Traebaenk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkroben og stille,
ligesom en lille Hund. Og Froken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende,
naesten i samme Stilling.

De horte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru
Brandt, der gik inde i Sygevaerelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af
Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spaerre.

Der lod nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det
var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.

Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne:

-Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.

Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke
hjaelpe med noget?

-Tak, sagde Fru Brandt, der stadig taenkte paa Froken Rosenfeld, som hun
havde siddet for henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.

Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor
Skovrideren stod og ventede.

-Saa Du ham, spurgte han.

-Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund
sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):

-Ja, hun er en Stivnakke. Han folte noget som en Lyst til at slaa med
knyttede Haender.

Fru Lund havde Lommetorklaedet fremme:

-Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Vaesen.

Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle
Vinduer og gik atter ind paa sin Vagt.

Det var blevet Aften, og der var morkt i Sygestuen, hvor der braendte en
lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rodt paa
Gardinerne.

-Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.

-Det er Faklerne, sagde Doktoren.

-Ja, det er kont, sagde Brandt.

Skovrideren sad udenfor paa Baenken. Han var ikke blevet fuld den tyvende
August:

-Hvordan er 'et? sagde han.

-Det er skidt, sagde Doktoren.

Da de kom hen i Alleen, modte de Froken Adlerberg med Hr. Feddersen fra
Udenrigsministeriet.

-Vi spadserer, sagde Froken Adlerberg,--der var noget morkt i den
Alle--: hvordan har han det?

Doktoren trak paa Skuldrene.

-Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det
foles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.

Inde i Sygevaerelset var det stille, og man horte kun Lyden af Fru
Brandts Pinde, regelmaessigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken
derovrefra, hvor de dansede.

Saa kaldte Brandt:

-Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand:

-Det er Synd for Dig....

Men det var, som Fruens H