ge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med
Feberen....

Nu horte han Kammerherrens Stemme--Sofie sprang i Sokker ud til
Gaerdet--og han loftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte
Kammerherren for Konferensraaden.

Men Brandt kunde ingenting hore, og der var ogsaa saa mange Billeder i
hans Hoved, der kom og drog forbi og gik--Billeder fra al hans Tid og
fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.

Hvor var hun spaed og rod og bittelille ... Og hun havde kendt ham, for
hun kendte sin Mo'r....

Paa en Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de
Hurra for Konferensraaden....

Saa faldt han sammen igen og blundede.

Da han slog Ojnene op, sad Froken Rosenfeld med Ida paa Skodet ved hans
Seng:

-Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Froken Rosenfeld.

-Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Froken.

Froken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde
hun.

-Ja.

Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Haender, der braendte, hen,
hvor Ida sad.

-Men kroller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Ojnene.

De horte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Froken
Rosenfeld losnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa
Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frokenens Kjole, og de satte sig
i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken.

-Froken, hviskede Ida: dor Fa'r?

-Men Barn, men Barn, sagde Froken Rosenfeld og strog over Haaret paa
Ida, der begyndte at graede, uden Lyd.

De horte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran
Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde rode Pletter
paa Kinderne.

-Men hvad horer jeg? sagde han, der talte noget hojt: her er Sygdom. Og
Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vaekke
Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):

-Brandt, det er Konferensraaden.

Froken Rosenfeld horte Konferensraaden sige, i sin Festtone:

-Kaere Brandt ... Men saa saenkede han pludselig Stemmen; han sad paa en
Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved
Sygdom:

-Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ...

-Ja ... nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og sogte
at tage hans Haand.

Ida var stille listet ud. Froken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og
kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa