Ja, sagde Konferensraaden, som stod ved Siden af Brandt, her stod vi
to, da den gamle Flagstang fik sit....

-Ja, Hr. Konferensraad.

Og Konferensraaden sagde igen, med den samme Stemme:

-Det var det Aar, da min salig Kone dode.

Madam Madsen nikkede: hun huskede det.

Lynene blev klarere og fler: i deres Lys saa de Kvaeget ude over Markerne
og Husene i Braestrup. Alle tav med Undtagelse af Froken Adlerberg, der
hviskede til Hr. Feddersen i Ministeriet:

-Hjemme paa Landstedet ruller vi Gardinerne ned, taender Kronerne og
danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat.

Regnen blev voldsommere og lod som Trommeslag paa Taget, mens Poplerne
ved Indkorselen svajede ud, bojende sig som skulde de knaekkes.

-Der er det, sagde Forvalteren stille: det forste Dron god sig op imod
dem.

Froken With greb Lojtnant Falkenstjerne, der havde sat sig paa Trinnet
ved hendes Fodder, i Skuldren:

-Hor. Og hun sagde med en spaed og lille Stemme:

-Hjemme gaar Mo'r og jeg altid ned i Kaelderen.

Der kom igen et Lyn, og Schroder talte halvhojt, til Braget kom.

-Det er over Ringsgaard, sagde Konferensraaden, der kendte hver Plet og
hver Afstand i Egnen.

-Ja, Hr. Konferensraad.

De fik ikke talt ud, for det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som
brudte, lysende Straaler, og de saa Sletten, hvor Kvaeget flygtede i
store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom
Stridsvogne rullede op imod dem.

Ingen talte mer; kun Froken Rosenfeld, der sad med opmaerksomt fremstrakt
Hoved, hviskede stille:

-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt ...

Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevaegede Laeberne og Ida havde boret
sit Hoved ind under Moderens Arm, og det lynede igen.

De saa en Rytter saette ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom lobende
over Pladsen. Det var Skovrideren, der kom fra "Fruens Skov" og ikke
turde ride videre for Dyret....

Tordenen tog hans Stemme, og det var saa morkt, at man knap saa hans
Ansigt, mens han sagde:

-Det braender Vesten for Braestrup--det var en svaer Flamme....

-Var det hos Christen Nielsen? sagde Konferensraaden. Og de sagde
halvhojt nogle Ord om, hvor hojt han havde assureret.

-Det er dog ikke hyggeligt, hviskede Froken Adlerberg til Kandidaten og
havde foldet Haenderne om sin Havehat.

Men Schroder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og lob pludselig ind til
Fru von Eichbaums Dor. Gennem Noglehullet saa hun hende sidde ubevaegelig
og bleg foran si