Madsens hoje Hat maatte stryges, og hun vidste
ikke sine levende Raad for et Jern ...

-Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repraesenterer
Krigsmagten.

Vaabenbrodrene skulde rykke op Klokken tolv.

De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste
op til Hojen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, for hun gik
op.

Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stodte op til Lunden,
og Skovriderens slog Folge. De gik ind over Stenten og saa paa Kransene
og Guirlanderne, der laa paa Jorden.

-Det er rigtig kont, det er rigtig kont, sagde Fru Lund, der sad paa en
Baenk, hun vilde altid gerne sidde.

Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde:

-Ved salig Konferensraadindens Begravelse havde vi to hundrede Alen ...

... Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alle
Dore. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa (om Dagen havde han rod
Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Laas.

De unge Piger, der var gemte inde i Froken Adlerbergs Stue, sad og
fniste i Halvmorket, da han gik forbi.

Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude fra Haven, og det blev aabnet:

-Vi har reddet Vinen, hviskede han.

De unge Piger sprang ud, sagte og leende, en efter en, mens de holdt om
deres Skorter.

-Og Lamperne? hviskede En.

-Har dem, blev der hvisket tilbage.

De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig lob ned
over Plaenen som en Vind, for Hundene begyndte at go.

-Det er Hektor, hviskede Froken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.

-Hys.

De naaede Traeerne. Froken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.

Nede under Bogene braendte der fem Lamper. Der satte de sig ved Bordet og
bandt. Froken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og saa ud i Natten,
der laa over Engene som et stort Morke.

-Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne.

-Ja.

Og der var to, som, taet til hinanden, saa ud i Mulmet.

... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa
Facaden og flojtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet Flaget
hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.

Han blev staaende og saa ned mod Braestrup, hvor Flagene kom op foran
Gaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de rode Duge:

-Hvor er 'et kont, sagde han: Og saa Stakkene--ja, her er en dejlig
Plet.

Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlaengen; han vilde se