"For det frygtelige Stads snaerer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert
tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik rode
Maerker.

Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fra
Jorden og lagde dem i Skodet paa Froken Rosenfeld.

-Tak, lille Ven, sagde Froken Rosenfeld.

Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Froken
Adlerberg, sagde:

-Ja, det er frygteligt med Haenderne. Franz (det var Apotekeren) taaler
heller aldrig, at jeg rorer mig for mine Haender.

-Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Froken Rosenfeld:

-Tak, min Ven.

Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke.

Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af
Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.

-Jo, sidste Aar, sagde han, var de rigtig gode--de gik alle af undtagen
en. Men da Etatsraaden blev Konferensraad, havde Eriksen, min
Fuldmaegtig, lavet en Sol ... det var kont.

Brandt stod foran Froken Rosenfeld:

-Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret
med de sorte Fingre.

-Men De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Froken
Rosenfeld.

Brandt gik og hostede slemt paa det sidste.

-Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skorter:

-Hvor mange Alen har vi nu!

Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og
begyndte at synge:

I Skov, hvor Bossen knalder,
hvor Jaegerhornet gjalder
og Hundekoblet goer.
Hvor Fugl med knaekket Vinge
og Dyr med saaret Bringe
forbloder sig og doer--

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh, hvor Hundekoblet goer.

Oppe paa Hojen hos Fru Brandt var Skovriderens komne.

Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket.

-Og mine Roser, sagde hun: Gud ved, hvordan det gaar til--jeg synes dog,
de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem ... Og de
paa Kirkegaarden, som staar saa rigt, dem vilde jeg dog nodig bruge i
saadan en Anledning ...

Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke
meget.

-Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensraaden ser nok mest paa
Viljen.

Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:

-Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld.

-Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar Du blot ikke vil holde Taler.

Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbaergangen. Hun vidste ikke, hvad
hun skulde gribe til: