ne Lys.

Froken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skuldre og han maerkede
hendes Haand iskold ved Siden af sin Kind. Naar Lynene kom, saa han
hendes Ansigt, lighvidt, og hendes Ojne, der saa ud, som var de gronne.

-Froken With, Froken With, sagde han.

Der kom et nyt Lyn og et nyt Brag, som blev et uhyre Jernlegeme slynget
til Jorden ved deres Fodder:

-Nu gaar der vel igen en Eg, sagde Skovrideren, der uafladelig sad og
taenkte paa sine Skove.

Ingen talte og ingen vilde kunnet hore. Naar Dronet dode hen et Minut,
horte de Kvaeget, der brolte paa Marken, og Faarene, der braegede
klagende.

-Det er hos Christen Nielsen, sagde Brandt. Et Nu saa de Brandskaeret,
bag Laderne, i Morket.

-Pas Avlsgaarden, sagde Konferensraaden til Forvalteren.

Et Lyn brod frem som et hvidlysende Vridbor foran deres Ojne, og
Forvalteren lob og slog ud med begge Arme som en Mand, der blaendes, og
lob igen, mens Braget lod, et Brag som af tusinde Ting, der sondres og
knuses; mens Ida, der rev sig los fra sin Moder og sanselos styrtede sig
hen mod sin Fader, med en alt gennemskaerende Stemme skreg:

-Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben.

Falkenstjerne havde taget Froken Withs Haender: Froken Emmy, sagde han,
det var forste Gang, han naevnte hende ved Fornavn.

-Froken Emmy.

-Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt
hendes Haender.

Der var ganske stille nogle Ojeblikke, og man horte kun Regnens tunge
Fald.

Saa sagde Froken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers
naesten aldrig talte, med en sagte, ligesom aerbodig Stemme, og tog sig
langsomt hen over Panden:

-Hvor det dog var skont.

De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over
Markerne og Dronene dode hen. Det var som en kvaegende Kolighed slog op
af al Jorden, og Regnen stilnede. Saa saa de, vest paa Himlen,
Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug
og Konferensraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter
Branden hos Christen Nielsens.

Regnen var mild og lind. De horte dens Fald mod Taget som en sagte
Rislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Stov.

Saa begyndte Froken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Haender, at
synge sagte.

Falkenstjerne sad endnu med Froken Withs Haender i sine:

-Syng med, sagde Froken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og
halvsagte, naesten nynnende, sang de unge Piger:

Flyv Fugl,