og smaekkede med sine Laeber: det var den
Gang.

Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at taende Gasblusset over
Doren til "A" og gik op ad den:

-Nej, sagde han og saa op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle
Konferensraad.

De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A".
Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, loftede kun Hovedet,
folgende hende med sine store, overskyggede Ojne, mens hun taendte Lysene
paa hans Bord.

-Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.

-Jeg ved ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde
hun:

-Han er den eneste, jeg er forskraekket for.

Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at vaere meget stilfaerdig....

-Ja, men jeg ved ikke ... det er ligesom han lignede et Spogelse....

-Et Spogelse?

-Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spogelse af et Menneske.

Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.

-Naa, Godaften, Froken.

Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krob op ad Stigen for
at taende Blusset over Doren til "Salen". Inde fra Kvinderne horte man en
skingrende Mumlen. Det var Froken Benjamin, hun blev altid urolig hen
mod Aften.

Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte
Smorret af til Aftensmaden: hun taenkte paa Olivias Brev.

Og saa paa Ludvigsbakke.

Patienterne, der havde Kaelderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre
rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at laegge Maerke til
hinanden, mens deres Tofler klaprede, blev ved at klapre hen over
Gulvet.

Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebaekkenet
i Kokkenet og skyllede Haender, et Par rodlige, klamme Haender; hvert
tiende Minut skulde han skylle de Haender, som skulde han tvaette dem for
tusindfold Synd.

-Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Froken Brandt.

-Ja, sagde han og holdt med et op at vaske sig, som om han ikke mere
huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saa lidt paa hende, saavidt
han kunde, for hans Ojne var aldrig paa et Sted--:

-Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stod:

-Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme haevede sig paa
Gentagelsen.

-De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frokenen og blev ved at smore
Maden.

-Rask, han lo, som han snaerrede, og man saa alle hans taette Taender; det
var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:

-Rask--her, hvor man er lukket ind