torklaede over
sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.

Ida listede sig stille rundt og lukkede Dorene paa Klem. Saa satte hun
sig paa en Skammel, mens Foraeldrene sov.

Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa
ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der korte Apotekerens Frue fra
Braestrup.

Hun havde jo nu kobt sig en Symaskine i Kobenhavn.

Ja, Madam Madsen havde vaeret henne at se den. Men hun troede nu, det var
holdbarere i Haanden.

Moderen nikkede.

-Men De ved jo, de skal prove alt i Apoteket, sagde hun.

Ida sad paa en lille Stol og laerte at strikke og havde sin egen lille
Kop.

Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der braendte
kun, hos Froken Schroder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.

-Godaften, lod det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra
en Baenk.

-Godaften, svarede Moderen.

Og de gik videre, ind i den morke Godsforvalter-alle.

Hjemme horte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var
kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede
forst for Fruen, en ganske spaed lille Dame, der havde givet Livet til
elve Drenge, og hvis Ojne var blevet storre og storre for hver
Fodsel--og saa for Skovrideren.

-Naa, hvordan gaar'et med Tosen, sagde han og loftede hende op i begge
Arme, med et Sving. Lund var en vaeldig Mand i Bredden, der lo, saa han
blev rod helt ned i Nakken.

-Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle
med Drenge.

-Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et.
Det saetter Blodet i Bevaegelse.

De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor
der var saa mange konne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor
maa det vaere dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.

I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var
mange.

De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde vaeret inde at
se, hvordan den lob.

-Man skal jo syne Kunstvaerket, sagde han.

-Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.

-Ja; men Fanden ved, om det holder.

-Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel vaere
rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.

Lund bare lo:

-Naa, fodt Silfverhjelm--Apotekerfruen anbragte dette sit Frokennavn
under Mogensen paa sine Kort--kunde s'gu nok blive faerdig med at sy sin
S