aa Ting, som hun og Froken Roed sad og
lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden
og saa paa Billedet fra Ludvigsbakke, med det hoje hvide Hus og Plaenen
foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad paa Trappen op ad
Trinnene.

Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist
ikke lagt Maerke til ham paa laenge. Men hun huskede godt, Billedet var
fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa
paa Graesplaenen saa lang han var....

Og der stod Konferensraaden ved Flagstangen....

Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder
frem. Der var det fra Soen. Hun blev staaende med det og smilte: hm,
naar det var tort og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde
vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de
morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Laeggen,
saa Dr. Didrichsen maatte hentes.

Det var Fru von Eichbaum, som sad der paa Bredden, under den hvide
Parasol.

Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af Moders
gamle Ting.

Ida laaste sin Dor, for hun gik i Seng. Hun taenkte paa Olivia og hendes
Born og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor,
og paa sin Fader og paa sit Hjem--derhjemme paa Ludvigsbakke.

Hun saa den store hvide Laenge i Godsforvaltergaarden og Stuerne, hvor
der var saa "blaest" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og
fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig maatte
rore, skinnede rundt om i Hjornerne.

Og hun saa Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Doren, da hun var
ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin
lange Laerredsfrakke ved det gronne Bord, med den gamle Straahat paa--
for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret--og hun krob op
i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres
store Kasser, under Glas.

Moderen aabnede Doren:

-Brandt, jeg venter med Maden.

-Ja, min Ven ... er Barnet her? ... naa....

Og han tog ned om Ida med et Par kaerlige, aandsfravaerende Haender:

-Ja, min Ven, ja, min Ven.

-Hatten, Brandt, sagde Moderen.

De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind
mod sit Knae, saa hun snublede over hans Stovler.

-Brandt, sagde Moderen, jeg ved ikke, hvordan Du gaar med Barnet.

Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lomme