ama:

-"Sode Fru Franck, hvor er Follene?" Og hun monstrede os og skubbede
tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:

-Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?

-Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skaevt....

-Men, gor det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama
hjalp:

-Men, hvorfor har De ogsaa alting siddende saa lost, Nina.

Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebaandet fastere i Halsen, mens
Nina lo:

-Lille Ven, sagde hun til Mama, En maa der til at vaere lidt god mod de
aeldre Mandfolk ... Har I til forste? vendte hun sig til os.

-Ida ikke....

-Godt, saa hold Dem til mig, Froken Brandt, jeg raader over et Par spaede
Lojtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjaegermesteren.

Balinspektoren dundrede paa Doren og spurgte, om Damerne var faerdige, og
Musikken begyndte at spille.

-Saa, sagde Nina og slog Doren op. Jeg saa bare Lysekronen, Du, og den
dansede allerede. Saa fik jeg Adolf Black, der var ligesaa befippet som
jeg, fordi han var i Kjole, og jeg horte Mama sige: Ryggen, Olivia, og
jeg saa Dig, der kom bagved med en Lojtnant, der bed i sit Skaeg....

Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.

Du stod et Ojeblik henne hos Mama med hende i begge Haenderne:

-Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at
danse.

Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetorklaede ned foran paa
Brystet og sagde til Kammerherren:

-Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for
nedringet.

-Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Mollerne", de floj, og
Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene, medens
Nina lod Hofjaegermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:

-Nina, raabte Mama.

-Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gore? naar Baandet springer? Og hun
satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.

Men vi dansede. Jeg horte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:

-Det stille Pigebarn er nydeligt.

"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.

Aa, ja den forste dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen"
flyttede ud i Lunden og vi sad der i en Rundkreds, bag Pavillonen, under
Traeerne, mens en af os laeste hojt. Men paa en Gang blev Nina ked af det
og slog til Bogen, saa den rog, mens hun begyndte at synge. Og vi andre
lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i
Lindene....

Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.

Du var hen