ERRE (rejser sig).
Hvad pokker er der dog i vejen?

(han gar hen til nogle andre, som taler daempet.)

FRU SORBY (hvisker til tjeneren).
Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.

PETTERSEN (nikker).
Skal sa gore.

(gar ud.)

GREGERS (sagte og rystet, til Hjalmar).
Det var altsa virkelig ham!

HJALMAR.
Ja.

GREGERS.
Og endda sa stod du her og naegted, at du kendte ham!

HJALMAR (hvisker haeftigt).
Men kunde jeg da--!

GREGERS.
--kendes ved din far?

HJALMAR (smerteligt).
A, hvis du var i mit sted, sa--

(Samtalerne mellem gaesterne, som har vaeret fort med lavt
maele, slar nu over i en tvungen hojrostethed.)

DEN TYNDHAREDE (naermer sig venskabeligt til Hjalmar og
Gregers).
Aha, star man her og frisker op gamle minder fra
studenterarene? Hvad? Roger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha'
ild? Na, det er sandt, vi ma jo ikke--

HJALMAR.
Tak, jeg skal ikke ha'--

DEN FEDE HERRE.
Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr
Ekdal? For i tiden gjorde De det sa nydeligt.

HJALMAR.
Jeg kan desvaerre ikke huske noget.

DEN FEDE HERRE.
A, det var skade. Ja, hvad skal vi sa finde pa, Balle?

(begge herrerne gar hen over gulvet og ud i den anden stue.)

HJALMAR (dystert).
Gregers,--jeg vil ga! Nar en mand har folt skaebnens knusende
slag pa sit hoved, ser du--. Sig din far farvel fra mig.

GREGERS.
Ja, ja. Gar du lige hjem?

HJALMAR.
Ja. Hvorfor det?

GREGERS.
Jo, for sa kommer jeg kanske hen til dig siden.

HJALMAR.
Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er
trist, Gregers,--isaer ovenpa et stralende gilde, som dette
her. Vi kan altid traeffes et steds ude i byen.

FRU SORBY (har naermet sig, daempet).
Gar De, Ekdal?

HJALMAR.
Ja.

FRU SORBY.
Hils Gina.

HJALMAR.
Tak.

FRU SORBY.
Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.

HJALMAR.
Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil forsvinde
ubemaerket.

(han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue
og ud til hojre.)

FRU SORBY (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage).
Na, fik sa den gamle noget med?

PETTERSEN.
Ja da; jeg stak til ham en flaske konjak.

FRU SORBY.
A, De kunde da fundet pa noget bedre.

PETTERSEN.
Nej da, fru Sorby; konjak er det bedste, han ved.

DEN FEDE HERRE (i doren med et notehaefte i handen).
Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sorby?

FRU SORBY.
Ja nok; lad os det.

GAESTERNE.
Bravo, bravo!

(Hun og alle de fremmede gar gennem stuen ud til hojr