ffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler
ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er vaerd--

GREGERS (uden at se pa ham).
Hm; tviler ikke pa det.

WERLE.
Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I
mine boger star der rigtignok ikke noget om det; for slige
udgifter bogforer jeg aldrig.

GREGERS (smiler koldt).
Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at
bogfore.

WERLE (studser).
Hvad mener du med det?

GREGERS (med tilkaempet mod).
Har du bogfort, hvad det kosted dig at la' Hjalmar Ekdal
laere fotografering?

WERLE.
Jeg? Hvorledes bogfort?

GREGERS.
Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg
ogsa, at det var dig, som satte ham sa rundelig istand til
at etablere sig.

WERLE.
Na, og sa heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for
Ekdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandelig
voldt mig udgifter nok.

GREGERS.
Har du bogfort nogen af de udgifter?

WERLE.
Hvorfor spor' du om det?

GREGERS.
A, det har sa sine arsager. Hor, sig mig,--den tid, da du
tog dig sa varmt af din gamle vens son,--var ikke det
netop just som han skulde til at gifte sig!

WERLE.
Ja, hvor pokker,--hvor kan jeg efter sa mange ars forlob-
-?

GREGERS.
Du skrev mig den gang et brev til,--et forretningsbrev
naturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, at
Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en froken Hansen.

WERLE.
Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed sa.

GREGERS.
Men du skrev ikke noget om, at den froken Hansen var Gina
Hansen,--vor forhenvaerende husjomfru.

WERLE (ler spotsk, men tvungent).
Nej, for jeg taenkte samaend ikke, at du interesserte dig sa
saerligt for vor forhenvaerende husjomfru.

GREGERS.
Det gjorde jeg heller ikke. Men--(saenker stemmen.) her var
nok andre her i huset, som interesserte sig saerligt for
hende.

WERLE.
Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel
aldrig til mig!

GREGERS (sagte, men fast).
Jo, jeg sigter til dig.

WERLE.
Og det vover du--! Det understar du dig--! Hvor kan han,
den utaknemmelige, han, fotografen--; hvor tor han driste
sig til at komme med slige sigtelser!

GREGERS.
Hjalmar har ikke med et ord rort ved dette her. Jeg tror
ikke, han har sa meget som en anelse om noget sligt.

WERLE.
Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget
sadant?

GREGERS.
Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste
gang jeg sa hende.

WERLE.
Din mor!