miler).
Dem lonner det sig virkelig ikke at saette aedel vin for.

DEN TYNDHAREDE HERRE.
Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal.
Solskin ma der til. Eller er det kanske ikke sa?

HJALMAR.
Jo, lyset gor visst sit.

FRU SORBY.
Men sa er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de
traenger ogsa svaert til solskin, som der siges.

DEN TYNDHAREDE.
Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!

Den naersynte herre.
Fruen producerer sig--

DEN FEDE HERRE.
--og det pa vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta!

FRU SORBY.
Ja, men det er nu visst og sandt, at argangene kan vaere
hojst forskellige. De gamle argange er de fineste.

DEN NAERSYNTE HERRE.
Regner De mig til de gamle!

FRU SORBY.
A, langt ifra.

DEN TYNDHAREDE.
Ser man det! Men jeg da, sode fru Sorby--?

DEN FEDE HERRE.
Ja, og jeg! Hvad argange regner de os til?

FRU SORBY.
Dem regner jeg til de sode argange, mine herrer.

(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser
med hende.)

WERLE.
Fru Sorby finder altid en udvej--nar hun vil. Stik dog pa
glassene, mine herrer!--Pettersen, a, sorg for--!
Gregers, jeg taenker vi drikker et glas sammen. (Gregers
rorer sig ikke.) Vil ikke De vaere med, Ekdal? Jeg fik ikke
anledning til at erindre Dem ved bordet.

(Bogholder Graberg ser ind gennem tapetdoren.)

GRABERG.
Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.

WERLE.
Na, er De nu ble't laset inde igen?

GRABERG.
Ja, og Flakstad er gat med noglerne--

WERLE.
Na, sa ga De bare her igennem.

GRABERG.
Men der er en til--

WERLE.
Ja kom, kom begge to; gener Dem ikke.

(Graberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.)

WERLE (uvilkaarligt).
Uf da!

(Latter og passiar forstummer mellem gaesterne. Hjalmar farer
sammen ved synet af sin far, saetter sit glas fra sig og
vender sig mod kaminen.)

EKDAL (ser ikke op, men gor korte huk til siderne i det han
gar og mumler):
Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket;-
-porten lukket. Ber om forladelse.

(han og Graberg gar ud i baggrunden til hojre.)

WERLE (mellem taenderne).
Den forbistrede Graberg!

GREGERS (med aben mund og stirrende ojne, til Hjalmar).
Men det var da vel aldrig--!

DEN FEDE HERRE.
Hvad er det for noget? Hvem var det?

GREGERS.
A, det var ingen; bare bogholderen og en til.

Den naersynte herre (til Hjalmar).
Kendte De den manden?

HJALMAR.
Jeg ved ikke--; jeg la' ikke maerke til--

DEN FEDE H